Forretning og naturen er hans hjertesager
Bare 43 arbejdsdage efter Rune Stephansen tiltrådte som ny direktør for Ege Carpets A/S indvilger han i at stille op til et interview om sine visioner i Magasinet GULV. Læs blandt andet hvorfor bæredygtighedsdagsordenen ligger ham meget på sinde.
Rune Stephansen tiltrådte den 1. juni som ny administrerende direktør for Ege Carpets A/S. Han kommer fra koncernen Nobia Denmark A/S, der tæller kendte brands som HTH køkkener, Uno form og Invita.
Her har han de seneste 11 år haft ledende roller, senest som administrerende direktør for de 1.400 medarbejdere. Med Rune Stephansen får tæppegiganten en stærk profil, der har stor erfaring med organisationsudvikling og med at stå i spidsen for større samarbejdende organisationer. Men det er faktisk noget helt tredje, der fik den 55-årige til at sige ja til jobbet.