Pistoler og bæredygtighed
Odense-virksomheden TC Gulve og Gardiner A/S har lige så mange år på bagen som ejeren Brian Juulmose, der for nylig fyldte 50 år.
I fritiden går Brian på jagt og skyder med pistol. Det gør han så godt, at han underviser i det. Ellers går han meget op i bæredygtighed og ønsker, at branchen var mere på forkant med udviklingen.
- Min far Ove Juulsmose overtog butikken i 1974, og han har stadig sit kontor her, selv om han har rundet 80 år nu. I 1997 kom jeg til. Vi har et godt showroom, der giver et godt overblik, og hvor kunderne selv kan se på varerne. Vi gør en dyd ud af altid at have en lærling ansat, da det er et must for branchens fremtid, siger Brian Juulmose.
Kunderne vil have bæredygtighed
Brian Juulmose oplever, at kunder i stigende grad tager bæredygtighed til sig. Han synes, at branchen bør dyrke det mere, så vi er foran udviklingen. Som eksempel nævner han, at branchen kunne slå mere på bæredygtigheden ved LVT-gulve, der kan genbruges. Derudover mener han, at det er et problem, at der bliver færre detailbutikker og showrooms, hvor kunderne kan se varerne. Manglen på detailbutikker og showrooms kan godt blive et problem for branchen på sigt, da gulvbranchen så mangler profileringen af, hvad vi kan som gulveksperter.