Alle veje fører til Middelfart
M2 ligger i Middelfart, men har de fleste opgaver et godt stykke fra hjembyen. Gulvfirmaet har valgt at fokusere på trægulve og er eksperter i alt, hvad der har med ask, eg og fyr at gøre.
Claus Myhlius tegner firmaet M2 med stort humør og positiv tilgang til opgaverne. Claus blev selvstændig i 2005, og de mange års erfaring har givet ham et godt håndværker-netværk. Han har altid nogle at trække på, når der skal løses opgaver ud over det sædvanlige. M2 er eksperter i trægulve og alle former for træbelægning.
Udover Claus er der tre ansatte i M2, som løser opgaver i hele landet. Størstedelen af opgaverne er indenfor erhverv og boligprojekter, mens opgaver for private fylder omkring 10-15 % af opgaveporteføljen. Men når Claus får en opgave for en privatkunde, synes han altid, at der er sjovt, fordi der er en tæt kundekontakt.
Aktuelt oplever M2 ligesom mange andre udfordringer med de stigende materialepriser. Samtidig oplever Claus, at krigen i Ukraine gør det svært at få materialer hjem.
Claus er medlem af Gulvbranchen, da han gerne vil støtte op om branchen og bruger rådgiverne, når han har behov for hjælp. Han er også en ivrig bruger af Gulvfakta, som han siger: ”er skide godt”.
I fritiden sejler Claus Matchrace og kan finde på at tage en overnatning på skibet, når vejret tillader det.