Foto: Per Daugaard/SkillsDenmark

03.05.22 Gulvbranchen Nyheder

Suveræne skills

Det er noget af det bedste håndværk, vi nogensinde har set. Sådan lød det fra dommerne, da de skulle bedømme gulvpræstationerne på Skills i lørdags.

Vores fire unge talenter fra Gulvskolen i Viborg var da også helt oppe på beatet, da de målte, skar og limede sig gennem tre meget forskellige gulvprøver indenfor linoleum, tæpper og LVT gulve på Skills. De begyndte på opgaverne onsdag og arbejdede hele vejen igennem til midt på dagen lørdag, hvor konkurrencen sluttede.

 - Det var virkelig pænt arbejde. Målene blev overholdt, og monteringen var lige som den skulle være. Alle fire kandidater lå meget tæt i placeringen. Der var ikke nogen, der stak voldsomt ud, siger underviser Jesper Krogh fra Mercantec.

De fire deltagere i årets konkurrence var: Mads Krog Sørensen fra Garant Silkeborg, Lykke Ledet Jeppesen fra Garant Frederikshavn, Mads Krogager Madsen fra Jysk Gulvmontering, og Younes Zeidan Zeidan fra AI Gulve A/S.

Det blev Mads Krogager Madsen, som løb med det eftertragtede trofæ og et håndtryk fra tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen. Han kan nu kalde sig Danmarksmester i gulv.

 - Det har været nogle meget intense dage. Vi har haft mere end 67.000 mennesker forbi Skills i Høng. De unge har arbejdet hårdt og dedikeret, mens de har haft publikum på hele tiden. De har klaret det virkelig flot, slutter Jesper Krogh.

Relateret indhold