Forslag om fusion
Gulvbranchen og Gulvsektionens bestyrelser foreslår, at de to foreninger fusionerer til én forening kaldet Gulvbranchen per 1. januar 2024. En samlet forening giver synergi, gør foreningen mere slagkraftig og ruster foreningen til fremtiden.
Historisk set blev Gulvbranchen dannet tilbage i 1906, da Foreningen af Arbejdsgivere i linoleumsbranchen i København og Frederiksberg blev oprettet. Foreningen blev senere landsdækkende. 1975 blev Gulvbranchens Samarbejds- og oplysningsråd (GSO) oprettet, og leverandørerne kom med i samarbejdet. I 1989 etablerede de to foreninger et fælles sekretariat.
Nu er der et stort ønske om at samle kræfterne til en slagkraftig forening, så vi får synergi, fremdrift og mulighed for besparelser på sigt:
- Få kan i dag helt forstå, hvorfor der er to foreninger. En fusion styrker foreningen og gør det lettere at forstå foreningens aktiviteter og ydelser. Vi står stærkere overfor myndigheder, får administrative besparelser og kan kommunikere klarere, når indsatser ikke skal koordineres mellem to foreninger. Og så kan vi fremhæve det unikke ved, at vi har en forening, hvor entreprenører og leverandører står sammen, siger bestyrelsesformand for Gulvbranchen Michael Lund Kristensen
Hvis forslaget bliver vedtaget på generalforsamlingen, vil de to foreningers bestyrelse arbejde sammen om at få den nye forening op at stå. Den nye bestyrelse vil fremover bestå af seks bestyrelsesmedlemmer – tre repræsentanter fra entreprenørsiden og tre repræsentanter fra leverandørsiden.
- Vi håber, at medlemmerne vil tage godt imod vores forslag om en fusion. Det vil styrke foreningen og ruste os godt til fremtiden, slutter Michael Lund Kristensen