20.06.23 Gulvbranchen Nyheder

Familien i centrum hos Lumby-Gulve

Gert Andersen startede Lumby-Gulve for ti år siden. Firmaet består af Gert og hans hustru Anne Mette, som styrer bogholderiet med hård hånd. Derudover har de en række faste freelancere, der hjælper med at løfte opgaverne på gulvet.

Du bliver mødt at et godt humør og engagement, når du træder indenfor hos Lumby-Gulve i Odense og møder Gert Andersen. Gert Andersen har været i gulvbranchen i over 20 år og kan sit håndværk til fingerspidserne. Han er også forretningsmand med stort F, der er stolt af sit firmas arbejde og går op i, at forholdene er retfærdige, og at man opfører sig ordentligt. For der kommer en hverdag igen, når travlheden i byggebranchen har lagt sig, som han siger. 

Mange store opgaver

Oprindeligt blev Gert udlært hos OK Gulve i Odense i 1999, siden kom han til LH-gulve i Odense, før han fik sin egen virksomhed for lidt over ti år siden. I dag er hans firma med til at løfte mange store opgaver og har en del arbejde på Sjælland. Her er netværket med andre firmaer i Gulvbranchen guld værd, da det hjælper med til at skaffe en del af opgaverne.

Lumby-Gulve består af Gert og fruen Anne Mette samt en lang række freelancere, der er tilknyttet virksomheden. Anne-Mette er et vigtigt fundament for firmaet, da hun med hård hånd styrer bogholderiet fra hjemmekontoret. Som jyde ligger Gert vægt på, at der ikke er brugt penge, der ikke er tjent. Oprindeligt ville Anne-Mette have været journalist, men muligheden for et mere fleksibelt arbejdsliv med små børn, fik hende til at gå ind i firmaet. Det gjorde det også muligt for Gert at lægge ekstra tid i firmaet. Nu er børnene teenagere, så der er mere luft i familielivet.  Men familien er stadig omdrejningspunktet for Gert. Når der er luft til det i kalenderen, tager familien gerne en rejse sydpå.

 

Relateret indhold