20.09.23 Gulvbranchen Nyheder

Gulvskolen tiltrækker nye lærlinge i hobetal

Gulvskolen i Viborg har været på roadtrip til landets erhvervsskoler for at tiltrække nye lærlinge til skolen. Det har resulteret i 21 nye lærlinge til skolen siden april.

Erhvervsskolerne har stået med åbne arme, når Nynne Stephansen fra Gulvskolen og gulvlægger Bjørn Schwartzbach har været forbi for at fortælle om gulvlæggerfaget. Den varme velkomst på skolerne har resulteret i 21 nye kontrakter. 

  • Vi har udarbejdet undervisningsmateriale og nogle videoer, som vi tager med ud på skolerne, men det er virkelig Bjørn, som sælger varen. Han brænder for sit fag og formidler uddannelsen virkelig godt til de unge. Han tager fri fra arbejde for at komme med ud, og det engagement kan de unge virkelig mærke, siger Nynne Stephansen.

Branchen går langt for lærlingene

De unge er generelt meget nysgerrige på løn og arbejdsmiljøet i branchen. Her kan Bjørn fortælle dem, at der er bud efter de unge, de får en god løn og bliver behandlet godt ude på arbejdspladserne.

  • Gulvbranchen er rigtig gode ved deres elever. De går langt for deres lærlinge og gør, hvad de kan for at få dem gennem uddannelsen. Vi taler også om, at det er et godt fag for pigerne at være i og har fået udarbejdet en video med en af de piger, som vi har haft på skolen, siger Nynne.

De unge kender ikke faget

Når Nynne og Bjørn kommer forbi, er det ofte første gang eleverne stifter bekendtskab med gulvlæggerfaget. De tror, at gulvarbejdet ligger under tømrerfaget og bliver ret overraskede over, at det er et selvstændigt fag. Og netop det manglende kendskab til faget er en af grundene til, at der stadig mangler lærlinge i gulvbranchen, mener Nynne:

  • Hvis du ikke har familie eller venner indenfor branchen, kender du ikke faget. Når vi så fortæller dem, at det er gulvlæggerne, som lægger de fancy gulve, arbejder med vinyl og vådrum, bliver de overraskede. De troede, at det var tømrerne, siger Nynne.

Socialt samvær på skolen

På deres tur rundt lægger Nynne og Bjørn også vægt på det stærke sociale miljø på Gulvskolen. Mange af lærlingene bor på skolen, mens der er undervisning, og det er næsten som at være på efterskole med gamerrum, sportsaktiviteter og socialt samvær.

  • Vi var i Jylland før ferien. Nu kommer vi rundt på Sjælland, og jeg er sikker på, at vi får rekrutteret nogle til Gulvskolen. Jeg vil virkelig rose vores faglærere for deres engagement. Hvis der er nogle, som ikke har bestået Grundforløb 2, kan de komme over til os og gør det færdig. Vi har også haft en, som gik i skolepraktik som tømrer. Nu er han blevet gulvlægger, har fået en læreplads og trives helt vildt. Det er skønt at se, slutter Nynne.

Gulvskolens roadtrip er finansieret af trepartsprojekter og kører året ud. Nynne og Bjørn håber, at der kan findes midler til at gentage succesen i 2024 og 2025.

Relateret indhold