Når gulvet stikker til søs
Hos Ejler Schou & Søn er skibet ladet med renoveringer og reparationer. Firmaet har nemlig specialiseret sig i reparationer af skibsgulve på en effektiv måde og i bedste håndværksmæssige kvalitet.
I udkanten af Frederikshavn ligger firmaet Ejler Schou & Søn. Virksomheden drives i dag af sønnen Frank Schou, som har overtaget faderens forretning med møbelpolstring og gulvmontering. Firmaet består af Frank og hans datter, der er møbelpolstrer samt yderligere en møbelpolstrer, 2 gulvmontører samt en række freelance gulvlæggere, der hyres ind efter behov.
Ejler Schou & Søn har godt 75 år på bagen. Virksomheden blev etableret i 1948 og specialiserede sig i at levere madrasser, møbler, gardiner og gulvmontering til nybygningerne på værftet i Frederikshavn frem til starten af 00’erne. Nu er fokus på reparationer af gulve og møbler på skibe, som kommer på værft i Frederikshavn, Strandby og andre steder i Danmark.
Dyrt at have skibe ved kaj
Det koster mange penge om dagen for de store skibe at ligge ved kaj, så tiden skal udnyttes fuldt ud. Derfor har Frank fundet sine helt egne metoder til at reparere og renovere skibenes gulve og møbler så hurtigt som muligt, så ikke et sekund går til spilde.
Frank er oprindeligt uddannet elektromekaniker og arbejdede som driftselektriker, indtil han trådte ind i firmaet i 1986 og gik i mesterlære. Siden da har han holdt håndværket med gulvbelægning og møbelpolstring i hævd i firmaet.
I fritiden holder han meget af at sætte gamle biler i stand. Kærligheden og begejstringen for de gamle luksusbiler er tydelig på kontoret, der er prydet med fotos af de flotte biler, der har fået nyt liv under Franks kyndige hænder.
De klassiske biler fylder også i ferien. Her går turen ofte til løb med klassiske biler, og kan det foregå i autocamperen med en ældre bil på traileren er ferien helt perfekt.