Familien førte Henning ind i gulvfaget
Henning Bast Nielsen havde egentlig ikke planer om at blive gulvlægger, men takket være en onkel kom han ind i branchen. I dag ejer han Jelu Gulvbelægning i Hillerød
I udkanten af Hillerød i landlige idylliske omgivelser ligger Jelu Gulvbelægning. Firmaet har mere end 40 år på bagen. De sidste 20 år under den kyndige ledelse af Henning Bast Nielsen.
Henning kan takke sin onkel for, at han kom ind i gulvbranchen. For det var onklen, som spurgte ham, om han ikke kunne tænke sig at være lærling i VH Gulvbelægning tilbage i 1980’erne.
Det sagde Henning ja tak til, også selvom det krævede, at han tog sin uddannelse på Gulvskolen i Viborg. I dag ser han tilbage på dagene i Viborg med stor glæde.
Efter Henning var udlært i 1990, gik turen til Roskilde Gulventreprise. Fem år senere fik han mulighed for at blive konduktør hos Jelu Gulvbelægning i 1995, og så var kursen lagt.
I 2004 overtog han Jelu Gulvbelægning. Jelu er en sammenskrivning af Jørn E. Luckmann, der var den oprindelige ejer af firmaet.
Håndværket skal være førsteklasses
Henning er dedikeret til sit håndværk, sin virksomhed og sine kunder. Der skal lægges gulve med den største præcision, medarbejderne skal være rutinerede, og kunderne skal have førsteklasses rådgivning.
Selv holder han sig skarp gennem Gulvbranchens fagtekniske udvalg for Lime og Spartelmasser og er en stor fortaler for brugen af Gulvfakta. Det højner standarden i branchen, mener han. Og selvom Henning lægger vægt på at have rutinerede medarbejdere, så engagerer han sig også i at tiltrække en ny generation til faget og har næsten altid lærlinge.
Når tiden tillader det, spiller Henning gerne tennis eller badminton.