17.03.25 Gulvbranchen Nyheder

Iværksætteren Ancher gik fra en kælder på Østerbro til gulvbranchens absolutte top

Henrik Ancher er en iværksætter helt ind til benet. Han har startet virksomheder indenfor et væld af brancher, men AG Gulve været hans sande passion gennem alle årene. Nu har Ancher givet nøglerne videre til tre betroede medarbejdere, mens han fortsætter i ledelsen.

Alle, der har mødt Ancher ved, at han er passioneret, energisk, kreativ og en iværksætter, der har gang i mange ting på samme tid. Autoværksted, shipping, indeklima, ejendomme, lakfabrik, gulve og fortsæt selv. Men gulvene er det, han har holdt ved de seneste 36 år.

Oprindeligt er Ancher udlært hos AP Møller som shippingelev. Han var udstationeret 5 år i Marseille i 1980’erne, hvor han fik den ypperste uddannelse i, hvad det vil sige at have ansvar og skulle levere. Den viden brugte han bagefter til at blive selvstændig, og de næste år gik med at alt fra import til at være DJ. Iværksættergenet passer godt med, at han er den ældste af tre søskende.

Startede AG Gulve i en kælder
En dag var han ude og lave et gulv sammen med en kammerat. Da Ancher ikke er fra en håndværkerfamilie, var han ikke vant til at brugerne hænderne. Men han fandt ud af, at han var god til det, og det gav mening for ham. Så han blev interesseret i gulvbranchen og startede AG Gulve op i en kælder på Østerbro i København. I dag har AG Gulve 80-100 medarbejdere, og er en af de største gulventreprenører på Sjælland.

Ancher engagerer sig i det, han går ind i. Derfor har han også siddet i bestyrelserne for Gulvsektionen og Gulvbranchen i 12 år. Ja, faktisk har han været en af arkitekterne bag sammenlægning af de to foreninger, ligesom han næsten altid er at finde til foreningens arrangementer og bakker op om alt fra Gulvskolen til overenskomstforhandlinger.

Overdrager ejerskabet
På det seneste er der sket store omvæltninger i Anchers liv. Efter 36 år har han overdraget ejerandele og virksomhedens fremtid til de tre nøglemedarbejdere projektchef Rasmus Pryts, salgschef Jesper Christensen og afdelingsleder Michael Hansen. Ancher fortsætter dog stadig i virksomhedens ledelse, hvor han vil arbejde tæt sammen med de tre nye ejere om at videreføre firmaet succesfuldt. Derudover vil Ancher naturligvis fortsætte med at være aktiv iværksætter og vil være at finde på kontoret i Rødovre.

Privat bor Ancher i Gentofte, har 2 døtre, og fritiden nydes i sommerhuset med udsigt over Sejerøbugten. Da Ancher er frankofil, går rejserne ofte til Frankrig, og han holder sig i god form med masser af sport, hvor han bl.a. ror, går ture, løber og dyrker vægttræning.

 

Relateret indhold