09.12.25 Gulvbranchen Nyheder

De tre musketerer fra DTM Gulve: Det skal være sjovt at gå på arbejde

DTM Gulve har kun fire år på bagen, men beskæftiger allerede 25-30 montører dagligt. Opskriften på succesen? Et stærkt fællesskab, et sundt arbejdsmiljø, godt håndværk – og et skarpt fokus på mindre og mellemstore opgaver. Her handler det om at kunne rykke hurtigt ud og hurtigt videre.

DTM Gulve holder til i et kontorfællesskab tæt ved hovedvejen i Greve, hvor faglige opgaver, træningsfaciliteter og administration deles med andre aktører.

Bag DTM Gulve står Jesper Kjærsgaard, Lars Henriksen og Mark Tunow. På dagen er Mark ude af huset, mens Jesper og Lars tager imod i de indbydende og velindrettede lokaler. Stemningen er afslappet – men der er ingen tvivl om, at forretningen tages seriøst.

25 ansatte på fire år
Virksomheden er vokset eksplosivt siden opstarten og tæller nu 25 ansatte. Foruden de tre ejere er Carsten Vilhelmsen og Daniel Djernes også en del af huset. Jesper er administrerende direktør, men ledelsesstilen er fælles og uformel. I DTM Gulve skal det være sjovt og meningsfuldt at gå på arbejde – og det afspejler sig i hverdagen med sommerfester, julefrokoster og løbende arrangementer for medarbejderne.

Fokus på erhverv og enkelthed
Jesper, Lars og Mark – har opbygget en stor base af faste erhvervskunder, og mere end 90 procent af forretningen ligger i erhvervssegmentet. For nylig åbnede de også et nyt showroom på Herlev Hovedgade 210B, hvor kunder kan se og drøfte gulvløsninger. Showroomet er blevet taget rigtig godt imod. Virksomhedens strategi er enkel: Tag opgaver, der kan løses hurtigt og ukompliceret – og lad de helt store projekter gå til andre.

Stærkt netværk gennem Gulvbranchen
Som medlem af Gulvbranchen deltager DTM Gulve aktivt i netværket og bruger fællesskabet til sparring og faglig opdatering. De arbejder tæt sammen med andre i branchen – også på tværs af faggrænser – som en moderne gulvvirksomhed.

Mændene bag
Privat er Jesper far til tre og bruger gerne tid med familie og venner. Han er også fodboldtræner for sin datters hold. Lars har været gift i 25 år, har to børn og nyder livet med sine hunde – og en tur til Anfield for at se Liverpool er aldrig af vejen. Mark bor med sin kæreste og deres tre børn i Greve. Han er en arbejdshest samt livsnyder, og så bruger han meget af sin fritid på at holde sig i god form. Sammen har de tre formået at bygge en succesfuld virksomhed med masser af potentiale for fremtiden.

Relateret indhold