20.01.25 Gulvbranchen Nyheder

Jan leverer global gulvekspertise fra herskabsvillaen i Valby

Jan Adrian er salgskonsulent for det internationale gulvfirma Interface, som er dedikeret til design og grøn omstilling. Interface er verdens største leverandør af tæppefliser og gummigulve og har ambitioner om at være CO2 negativ i 2040.

I den nederste del af en flot herskabsvilla i Valby møder vi Jan Adrian fra Interface. Det globale firma har kontorfællesskab og showroom med 2 tyske firmaer, og her er altid en god atmosfære og kaffe på kanden.

Interface er en global amerikansk gulvleverandør og sælger flere tæppefliser end noget andet firma i verden. I Danmark er det Jan Adrian og Lars Thomsen, der driver salget. Lars i Vest og Jan i øst. Firmaet sælger også LVT-gulve og gummigulve. 

Vil være CO2 negativ i 2040
Interface købte sig ind i Europa med hollandske Heuga og har nu produktioner i Nordirland, Holland, Tyskland, USA, Kina og Australien. Der er 3700 ansatte i over 100 lande. Senest har man købt brandet NORA, der er verdens største producent af gummigulve.

Ambitionerne er tårnhøje i Interface ikke kun på markedsandele også på design og miljø. Allerede i 1990’erne begyndte virksomhedens grundlægger Ray Anderson at arbejde med grøn omstilling – længe før andre skænkede det en tanke. Og i 2040 skal firmaet være CO-negativ. Det er vigtigt for Jan at være i en virksomhed, der arbejder for den grønne omstilling. Det giver arbejdslivet en ekstra dimension.

25 års erfaring i branchen
Jan har været i gulvbranchen i 25 år. Han har bl.a. arbejdet for ABC-gulve, P. Rasmussen & sønner, Altro og Egetæpper. Oprindeligt vidste Jan ikke, hvad han skulle være, når han blev voksen. Det ved jeg stadig ikke, som han grinende siger. Han arbejdede i lager/logistik-branchen, da en barndomskammerat anbefalede ham at gå gulvets vej. I begyndelsen var han gulvsliber, så gulvlægger, derefter projektleder og de sidste mange år har han så været på leverandørsiden.

Jan og Lars er meget engagerede i Gulvbranchen. De deltager i så mange arrangementer som muligt og er med til at holde Gulvfakta levende og opdateret gennem udvalgsarbejde. Jan sidder i Fagteknisk udvalg for elastiske gulvbelægninger, mens Lars sidder i Fagteknisk udvalg for tekstile gulvbelægninger.

Privat bor Jan på Amager. Han er en energisk padel-spiller og har også spillet floorball i de sidste 14 år. Familien på fire tager hvert år til Sydfrankrig eller/og Italien om sommeren og skiferien om vinteren.

 

 

 

Relateret indhold