Ansættelse
Når du ansætter en medarbejder, skal du først og fremmest overveje, hvilke regler der finder anvendelse i ansættelsesforholdet.
I dansk arbejdsret er der få love der fastsætter reglerne i et ansættelsesforhold, hvorfor den primære kilde til reglerne i det enkelte ansættelsesforhold er overenskomsterne. Af denne grund, er det vigtigt at være opmærksom på, hvilken overenskomst som dækker den enkelte medarbejder eller medarbejdergruppe.
Lokomotivførere og lignende
Jernbaneoverenskomsten omfatter overordnet set arbejde ved fremførelse af lokomotiver, selvkørende tog mv.
Jernbaneoverenskomsten regulerer endvidere arbejdstidsregler for grupperne:
- Metrostewarder (herunder metrosupervisorer) og metroguider
- Lokomotivpersonale for persontransport
- S-baneførere
- Lokomotivpersonale for godstransport
- Stations- og banebetjente
- Togpersonale såsom togbetjente, togførere og toginstruktører.
Letbaneoverenskomsten omfatter medarbejdere der fremfører letbanetog samt andre hertil knyttede serviceydelser i forbindelse med fremførelse af letbanetog.
Medarbejdere, der indtager stillinger med personaleledelse, eller hvis dispositionsret i udstrakt grad forpligter firmaet, eller hvis hverv, fordi det har en særlig fortrolig karakter, gør dem til arbejdsgivernes tillidsmænd, falder dog uden for overenskomstens område.
Øvrige medarbejdergrupper
Administrative medarbejdere er typisk omfattet af funktionærloven. Derudover kan virksomheden have tiltrådt Funktionæroverenskomsten for Handel, Transport og Service, og i så fald skal I typisk også følge reglerne i denne for de administrative medarbejdere.
Sporteknikere og lignende medarbejdergrupper på jernbaneområdet vil være omfattet af Tillægsoverenskomsten til Jernbaneoverenskomsten.
Mekanikere vil enten være omfattet af Faglærteoverenskomsten eller Metal- Transportoverenskomsten.
Der kan også være andre medarbejdergrupper end dem, der er nævnt ovenfor. For eksempel gælder der helt særlige regler for elever, fleksjobbere, vikarer mv.