Opsigelse
Når en medarbejder skal opsiges, er der nogle ting, som er vigtige at være opmærksomme på. Det gælder bl.a. medarbejderens opsigelsesvarsel.
Når du skal opsige en medarbejder, skal det først og fremmest vurderes, hvilket opsigelsesvarsel medarbejderen har ret til, og om opsigelsen er sagligt begrundet. Desuden skal der tages hensyn til, om medarbejderen er særlig beskyttet i kraft af overenskomsten eller den ansættelsesretlige lovgivning.
Hvilket varsel skal medarbejderen have?
For medarbejdere, der er omfattet af en overenskomst, fremgår opsigelsesvarslet af overenskomsten. Opsigelsesvarslets længde afhænger af medarbejderens anciennitet.
Jernbaneoverenskomsten
For medarbejdere omfattet af Jernbaneoverenskomsten gælder nedenstående opsigelsesvarsler, hvor der skelnes mellem timelønnede og månedslønnede medarbejdere.
Timelønnede medarbejdere
Efter Jernbaneoverenskomsten gælder der for timelønnede medarbejdere følgende opsigelsesvarsel:
Fra medarbejderens side:
- Indtil 5 års anciennitet: 4 ugers opsigelsesvarsel
- Over 5 års ansættelse: 12 ugers varsel.
Fra virksomhedens side:
- Indtil 1 års anciennitet: 4 uger
- Mellem 1 og 5 års anciennitet: 8 uger
- Over 5 års anciennitet: 12 uger.
Månedslønnede medarbejdere
Efter Jernbaneoverenskomsten gælder der for månedslønnede medarbejdere følgende opsigelsesvarsel:
Fra medarbejderens side:
- Uanset anciennitet: 1 måned til udgangen af en måned.
Fra virksomhedens side:
- Indtil 12 måneders anciennitet: 1 måned til udgangen af en måned
- Mellem 1 og 6 års anciennitet: 4 måneder til udgangen af en måned
- Mellem 6 og 9 års anciennitet: 5 måneder til udgangen af en måned
- Over 9 års anciennitet: 6 måneder til udgangen af en måned.
Manglende overholdelse af opsigelsesvarslerne
Hvis medarbejderen eller virksomheden ikke overholder opsigelsesvarslet, er der gensidigt erstatningsansvar svarende til løn for opsigelsesvarslet eller det manglende opsigelsesvarslets omfang.
Letbaneoverenskomsten
Efter overenskomst for letbaneførere gælder der følgende opsigelsesvarsler:
Fra medarbejderens side:
- Under uddannelsen til letbanefører eller i de første 3 måneder af ansættelsen kan opsigelse ske med 14 dages varsel.
- Derefter har medarbejderen 1 måneds varsel over for arbejdsgiveren.
Fra virksomhedens side:
Under uddannelsen til letbanefører eller i de 3 første måneder af ansættelsen kan opsigelse ske med 14 dages varsel. Herefter kan opsigelse ske med følgende varsel:
- Indtil 3 års anciennitet: 1 måned
- Over 3 års anciennitet: 2 måneder
- Over 5 års anciennitet: 3 måneder.
Manglende overholdelse af opsigelsesvarslerne
For overtrædelse af opsigelsesvarslet betaler den skyldige modparten det beløb, der skulle have været erlagt, hvis overenskomstmæssig opsigelse havde fundet sted.
Hvornår er en opsigelse saglig?
En opsigelse fra virksomhedens side skal være rimeligt begrundet i enten virksomhedens eller medarbejderens forhold for at være saglig. Medarbejdere, der har 9 måneders anciennitet, er beskyttet mod usaglig afskedigelse i Hovedaftalen mellem DA og LO.
Du skal være opmærksom på, om medarbejderen er særligt beskyttet. Det kan enten være, fordi medarbejderen er beskyttet af den ansættelsesretlige lovgivning, for eksempel ligebehandlingsloven eller forskelsbehandlingsloven, eller fordi medarbejderen er valgt til tillidshverv, for eksempel som tillidsrepræsentant, arbejdsmiljørepræsentant eller medarbejderrepræsentant i bestyrelsen.
Kontakt sekretariatet i Jernbanernes Arbejdsgiverforenings, hvis du overvejer at opsige en beskyttet medarbejder.