Sygdom
Syge medarbejdere kan under deres sygefravær have ret til betaling. Betalingen kan enten være sygeløn fra virksomheden eller sygedagpenge betalt af virksomheden eller kommunen.
Regler for betaling af løn under sygdom
Det kan fremgå af medarbejderens ansættelseskontrakt eller overenskomsten, som vedkommende er omfattet af, hvorvidt medarbejderen har ret til sygeløn fra jer. En syg medarbejder skal som oftest have opnået en bestemt anciennitet, før de har ret til sygeløn.
Jernbaneoverenskomsten
Medarbejdere får fuld løn under sygdom efter uafbrudt 3 måneders beskæftigelse, samt under fravær på grund af tilskadekomst under udførelse af arbejdet. Du kan læse mere om reglerne for betaling af løn under sygdom i overenskomstens § 16.
Letbaneoverenskomsten
Efter 6 måneders uafbrudt beskæftigelse i virksomheden får medarbejdere fuld løn under sygdom i indtil 70 dage regnet fra første hele fraværsdag. Ved tilbagefald på grund af samme sygdom inden for 35 kalenderdage fra og med første arbejdsdag efter den foregående fraværsperiodes udløb, regnes arbejdsgiverens betalingsperiode fra første fraværsdag i den første fraværsperiode.
Den ansatte skal endvidere opfylde betingelserne for ret til sygedagpenge fra arbejdsgiveren i medfør af sygedagpengelovens regler. Du kan læse mere om reglerne for betaling af løn under sygdom i overenskomstens § 11.
Regler for betaling af sygedagpenge
Medarbejdere, der ikke har ret til sygeløn under sygefravær, kan have ret til sygedagpenge.
Hvis medarbejderen har været ansat hos jer i 8 uger og har arbejdet mindst 74 timer i den periode, så skal I skal betale sygedagpenge til medarbejdere i op 30 dages uafbrudt sygefravær (arbejdsgiverperioden).
Hvis medarbejderen ikke opfylder disse betingelser, kan medarbejderen have ret til sygedagpenge udbetalt af kommunen. I sådan en situation har I ingen betalingsforpligtelse til medarbejderen.
Såfremt medarbejderen modtager sygeløn fra jer, og vedkommende er syg mere end 30 dage, kan I have ret til sygedagpengerefusion fra kommunen.