Willi Becke, Formand i DI Byggeri Malersektionen

16.12.22 Malersektionen Nyheder

DI Byggeri Malersektionen maner til løntilbageholdenhed

Overenskomstforhandlingerne starter snart og DI Byggeri Malersektionen har kigget på markedssituationen og maner til løntilbageholdenhed.

Formand i DI Byggeri Malersektionen, Willi Becke udtaler:

- Med den stigende inflation, energipriser og rente ser vi en tydelig ordrenedgang hos vores medlemmer. Ordrenedgangen kommer fra både private og offentlige kunder, der holder igen. Det er bekymrende, og noget vi skal forholde os til. Vi maner derfor til eftertanke. Vi skal snart i gang med overenskomstforhandlingerne og høje lønstigninger kan gøre situationen endnu værre. Vores priser kan blive for høje, og så risikerer vi en endnu større ordrenedgang, siger han og fortsætter:

- En periode med konjunkturnedgang, som vi kigger ind i nu, skal vi forsøge at gøre så kort som mulig, og det vil være dybt uansvarligt hvis vi, med disse udsigter, blot giver los på øgede omkostninger. Vi er ikke imod lønstigninger, men det skal ske lokalt på baggrund af produktionen. Det er den naturlige løndannelse, modsat stigningen på velfærdsydelser, som vil gå ud over vores konkurrenceevne. Jeg ser scenarier som endnu større opbremsning i markedet, flere konkurser, højere inflation og arbejdsløshed, hvis vi får for høje lønstigninger.

Overenskomstforhandlingerne omkring løn og arbejdsvilkår starter primo januar, og DI Byggeri Malersektionen apellerer til et godt samarbejde med Malerforbundet og Danske Malermestre til gavn for faget.

DI Byggeri Malersektionen

DI Byggeri Malersektionen er en ud af 26 sektioner under DI Byggeri. Malersektionen skaber bedre betingelser for sine medlemmer ift. at drive virksomhed, og er med til at synliggøre malerfagets vigtige aftryk på byggerierne. Der arbejdes derforuden med at sikre gode overenskomster.

Relateret indhold