Formanden mener: Vi skal behandle vores lærlinge ordentligt - og stille krav
Willi Becke mener, at DR's serie “Bare en lortelærling” minder os om branchens ansvar. Vi skal sikre, at lærlinge mødes med ordentlighed, respekt og trygge rammer – også når samarbejdet er svært.
DR’s serie “Bare en lortelærling” rammer en nerve. Den viser desværre, at der stadig findes lærlinge, som bliver mødt med dårlige forhold, manglende respekt og i nogle tilfælde decideret dårlig behandling.
Sådan skal det ikke være – hverken i vores branche eller nogen anden.
Vores lærlinge skal behandles ordentligt. De skal føle sig trygge, respekterede og en del af holdet.
Som malermestre ved vi godt, at det at have lærlinge kan være en mundfuld. Vi kender alle til lærlinge, der kæmper med at møde til tiden, levere ordentligt arbejde eller tage ansvar for deres egen uddannelse.
Det slider – både på tålmodigheden og på økonomien. Og nogle gange må vi se i øjnene, at projektet ikke kan lykkes.
Alligevel er der intet, der slår glæden ved at se en ung lærling vokse. Fra usikker og uprøvet til selvstændig og stolt håndværker, der tager ansvar – for sit arbejde, sine kolleger og sit liv.
Det er dér, vi bliver mindet om, hvorfor vi tager lærlinge.
Vi skal blive ved med at tage det ansvar. Det er en fælles opgave at skabe en branche, hvor unge har lyst til at være. Både nu og i fremtiden.
For på et punkt er fremtiden klar: Der kommer til at være flere, som forlader arbejdsmarkedet, end der træder ind. Kampen om de unge bliver kun hårdere.
Hvis vi vil have, at de vælger malerfaget – så skal vi vise dem, at vi står for kvalitet, ordentlighed og sammenhold. At vi tilbyder afvekslende opgaver. At vi skaber smukke rum for vores kunder.
Og at vi skaber trygge arbejdspladser, som også de unge har lyst til at være en del af.