10.12.25 Malersektionen Nyheder

Formanden mener: Nok er nok – bureaukratiet skal barberes ned

Willi Becke og Malersektionen støtter op om arbejdet med at forenkle bøvl og byrder i branchen.

Flere regler, mere papirarbejde og mindre tid til kunderne og håndværket. Sådan er hverdagen blevet for os malermestre.

Og vi er ikke alene. Hele 79 procent peger i en DI-undersøgelse på færre administrative byrder og mindre regulering som det allervigtigste, som politikerne kan gøre for at styrke virksomhedernes konkurrenceevne. Det er endda endnu vigtigere end adgang til kvalificeret arbejdskraft.

Vi mødes konstant af nye krav – fra ESG-rapportering og arbejdstidsregistrering til uforståelige rapporteringsskemaer og indberetninger til Danmarks Statistik. Det hverken kan eller må fortsætte.

Derfor bakker vi 100 procent op om DI's indsats Ikke mere regelvanvid med 35 klare og konkrete forslag til mindske bøvl og byrder.

Jeg synes, at den indsats skal løftes yderligere. Hvis kampen mod byrder skal flytte noget, så skal den ikke gemmes i et notat eller i en enkelt pressemeddelelse. Det skal indgå som det første i alle samtaler med politikere og embedsmænd.

Det bør lyse op som flammeskrift på DI’s hjemmeside – ja, på facaden af Industriens Hus. Vi har brug for et tydeligt, vedholdende og modigt pres fra erhvervslivets største stemme.

Når vi taler om byrder, må vi jo også gribe i egen barm. Vores overenskomster har gang på gang øget bureaukrati og sofaløn. Frem til de kommende overenskomstforhandlinger skal vi i Byggeriets Arbejdsgiverforum forberede kampen for at sætte foden ned overfor nye forslag.

Det gavner jo heller ikke Malerforbundet at svække os ordentlige og organiserede malermestre i konkurrencen mod de mange nye virksomheder, hvor typisk udenlandske medarbejderne kan gå for lud og koldt vand.

Relateret indhold