Foto: Colourbox

18.08.25 Malersektionen Nyheder

Nye klimakrav til nybyggeri: Nu skal maling også opgøres

De nye klimakrav til nybyggeri kan have betydning for dit malerfirma - især når det kommer til valg af maling. Få her et overblik over hvordan.

Hvis dit malerfirma indgår i projekter med nybyggeri, er der nogle ting, du skal være opmærksom på, efter de nye klimakrav blev implementeret d. 1. juli 2025.

Som malerfirma er det primært overlevering af data til bygherren, du skal bidrage med, så der i sidste ende kan laves en LCA-beregning for nybyggeriet.

Med de nye krav kan du derfor forvente, at bygherren i højere grad stiller krav til dine processer og til levering af data.

Maling skal nu opgøres

Som noget nyt i bygningsreglementets klimakrav indgår maling som et af de byggematerialer, der skal opgøres. Det betyder, at maling nu skal indregnes i LCA-beregningen for nybyggeri.

Vi opfordrer til, at du så vidt muligt vælger produkter med en EPD. Hvis man vælger produkter uden en EPD, skal man nemlig anvende de generiske data for byggematerialet.

De generiske data ligger ofte højere end de produktspecifikke EPD’er – hvilket i sidste ende medfører en højere LCA-beregning, som potentielt ikke overholder grænseværdien for det konkrete byggeri.

Du kan fx søge efter materialer med EPD’er i EPD Databasen her

Du kan finde et excel-ark med alle de bygningsdele, der skal beregnes klimapåvirkning af på bygningsreglementet.dk - under 'Tabel 6 - Bygningsdele til beregning af klimapåvirkning'. De bygningsdele, der er relevante for malermestre, er under kategorien overfladebygningsdele som i tabellen findes fra kolonne 127-156.

Affaldshåndtering

Med de nye klimakrav medregnes byggeaffald som en del af LCA-beregningen.

Det er bygherren, der har ansvaret for, at der opgøres beregninger for byggeaffaldet - som malerfirma kan du forvente, at bygherren i højere grad kontrollerer, hvordan du håndterer dit affald.

Generelt er affaldssortering blevet endnu mere vigtigt – og man skal især undgå at smide almindeligt affald ud sammen med byggeaffaldet.

Transport 

I de nye klimakrav indgår også transport af materialer og produkter. Det vil sige, at I som malerfirma skal sørge for at levere data ift. transport af materialer fra fabrikken til byggeplads, inklusiv al transport, oplagring (terminalprocesser) og distribution.

Persontransport uden materialer skal ikke medregnes.

Materiel over 1 ton

Som noget nyt skal materiel der vejer over 1 ton også medregnes – både ift. strømforbrug på byggepladsen og transport af materiellet.

I sjældne tilfælde kan dette påvirke malermestre på byggeprojekter. Eksempelvis hvis der anvendes kraner eller lignende til malerarbejdet.


Læs mere

DI Byggeri har lavet en oversigt over de vigtigste punkter i de nye klimakrav til nybyggeri. Find oversigten her.

Charlotte Crockett Jørgensen

Charlotte Crockett Jørgensen

Konsulent

  • Direkte +45 3377 3108
  • Mobil +45 2442 2992
  • E-mail chcr@di.dk

Relateret indhold