27.08.25 Malersektionen Nyheder

Willi Becke: Svaret er ikke kædeansvar - men bygherreansvar

Kædeansvar kan lyde som en nem løsning, men det er kun symptombehandling. Bygherreansvar er den reelle vej til at sikre ordentlige vilkår i byggeriet.

Vi kender alle problemerne med social dumping i malerfaget.

Udenlandske arbejdere, der arbejder under urimelige vilkår og står uden rettigheder, mens andre tjener på det. Det er uacceptabelt – og vi må tage ansvar for at komme det til livs.

Derfor hilser vi enhver indsats for ordentlighed velkommen. Det er al ære værd, når enkelte malermestre laver deres eget kædeansvar. Men i virkeligheden er det urimeligt.

Når et malerfirma påtager sig økonomisk ansvar for en anden virksomheds ansatte, flyttes ansvaret nedad i kæden – væk fra den, der reelt har magten. Og det er sjældent fair eller holdbart.

Ansvaret skal ligge hos bygherren

Vi mener, at ansvaret skal ligge dér, hvor det hører hjemme: Hos bygherren.

Det er bygherren, der vælger, hvordan opgaven skal organiseres. Det er bygherren, der kan stille klare krav om, at alt arbejde udføres på overenskomstmæssige vilkår. Og det er bygherren, der kan insistere på gennemsigtighed i underentreprisekæderne.

Hvis vi virkelig vil social dumping til livs, må de professionelle bygherrer – og ikke mindst den almene sektor og de offentlige bygherrer – leve op til deres egne flotte målsætninger om socialt ansvar. De skal gå forrest og vise, at ordentlige arbejdsvilkår ikke er til forhandling.

Kædeansvar kan lyde som en nem løsning, men det er kun symptombehandling. Bygherreansvar er den reelle vej til at sikre ordentlige vilkår i byggeriet.

Lad os stå fast på det.

Relateret indhold