Offentlige udbud lukker SMV'erne ude
De offentlige udbud er i praksis forbeholdt de store. Kravene er for mange, opgaverne for store og timepriserne for lave. Sådan lyder det fra malermester Jesper Kokholm, som er 5. generation i Malerfirmaet H. Friedmann & Søn A/S og vicebestyrelsesleder i Malersektionen.
Jesper Kokholm er én af tre malermestre, vi har talt med til denne artikelserie om bøvl og byrder i malerfaget. Han peger på, at det ikke kun er regler og regulering, som er problemet. Det handler også om offentlige udbud.
99 procent af danske virksomheder holdes ude
I princippet burde det offentlige udbudsmarked være tilgængeligt for alle kvalificerede virksomheder. I praksis er det det ikke.
"Det offentlige udelukker i realiteten virksomheder i SMV-segmentet fra offentlige udbud. Udbuddene laves så store, at det simpelthen ikke er muligt at byde på dem, og samtidig er der så mange krav, at SMV-virksomheder ikke kan opfylde dem.", siger Jesper Kokholm.
Konsekvensen er, at store sygehusprojekter og kommunale anlægsopgaver i stigende grad varetages af store, ofte udenlandske, entreprenørvirksomheder med udenlandsk arbejdskraft. Det går ifølge Jesper Kokholm ud over kvaliteten og overholdelsen af dansk lovgivning.
Bureaukratiet stopper mange, inden de begynder
For SMV-malerfirmaer er selve ansøgningsprocessen en barriere i sig selv. Jesper Kokholm beskriver det med et konkret eksempel:
"Jeg brugte selv en hel dag på et regionsudbud, hvor der var 20 sider, der skulle læses igennem. Da jeg var færdig og havde kalkuleret opgaven, fandt jeg – i forbindelse med selve ansøgningen – ud af, at det krævede, at vi havde haft 40 medarbejdere igennem de seneste tre år. Det var ikke oplyst i det indledende materiale."
Det er den slags oplevelser, der får mange til at opgive på forhånd. Og det er ikke en tilfældig systemfejl. Det er et strukturelt problem, der rammer SMV-segmentet systematisk, vurderer Jesper Kokholm.
Krav der er umulige at opfylde – og en skjult cirkel
Udover størrelseskrav stilles der krav om referencer fra lignende projekter. Men her opstår en logisk fælde, som Jesper Kokholm beskriver præcist: "Hvordan skal virksomhederne få referencer på lignende projekter, når de ikke kan få adgang til markedet?"
Derfor bliver SMV'erne henvist til det private marked - ikke fordi de ikke kan levere kvaliteten, men fordi selve adgangsbetingelserne er designet til de store aktører.
Timepriser under enhver kritik
En af de mest konkrete udfordringer handler om pris. Region Hovedstaden har for nylig offentliggjort resultatet af to større udbud, hvor de vindende timepriser landede på henholdsvis 310 og 333 kr. inklusive materialer.
"Jeg ved ikke, hvordan det skal kunne lade sig gøre at levere et professionelt stykke arbejde til den pris, hvis man skal leve op til lovgivningen. Beslutningstagerne i regioner og kommuner kan jo spørge sig selv, om de vil stå op, når vækkeuret ringer, hvis deres aflønning inkl. sociale omkostninger svarer til samme niveau. Jeg tvivler" siger Jesper Kokholm.
Han peger på Næstved Kommune som en positiv undtagelse: de har fastsat en minimumstimepris på 350 kr. eksklusiv materialer. Det er det, der skal til for at levere kvalitet og overholde reglerne – og det bør være normen, ikke undtagelsen.
Fire konkrete løsningsforslag
Fire konkrete løsningsforslag
Jesper Kokholm er ikke kun kritiker. Han kommer med fire klare forslag til, hvordan det kan gøres bedre:
- Kommuner, regioner og stat bør ansætte flere kvalificerede medarbejdere til at håndtere udbud ordentligt.
- Udbud skal gøres mindre, kravene skal reduceres, og ansøgningsprocessen skal forenkles.
- Der kan indføres en årlig økonomiindberetning frem for de tunge krav ved opstart – gældende for hele udbudsperioden på fire år.
- Timepriser skal fastsættes på et niveau, hvor det er muligt at drive lovlig virksomhed og overleve som SMV.