07.10.20 MR Nyheder

Insourcing af konsulentopgaver koster innovation i det offentlige

Med regeringens højere lønsumsloft kan ministerier nu ansætte flere nye medarbejdere for 366 millioner kroner. Flere medarbejdere i staten kan ikke erstatte brugen af eksterne eksperter, blogger branchedirektør i DI Rådgiverne Katrine Ellersgaard Nielsen.

Regeringen har hævet det såkaldte lønsumsloft, der sætter et loft for, hvor stor en andel af ministeriernes driftsbevilling, der må gå til lønninger. Det betyder, at ministerierne kan bruge op mod 366 millioner kroner af deres midler til at ansætte nye medarbejdere i 2021.

Foruden de 366 millioner kroner, forudser regeringen udgifter til fællesstatslige løsninger inden for analyse, rekruttering og juridisk bistand på 27,7 millioner kroner årligt fra 2021.

Læs også: Hvad siger eksperterne om det offentliges brug af konsulenter

DI Rådgiverne: Forkert vej at gå

I DI Rådgiverne følger vi regeringens konsulentbesparelser tæt. At besparelserne nu bliver omsat til flere embedsmænd og -kvinder, mener vi, er den helt forkerte vej at gå.

Den offentlige sektor mister viden og innovation fra både ind- og udland, når projektbaserede konsulenter udskiftes med en fast intern stab.

Både borgere og virksomheder i Danmark har brug for en innovativ og effektiv offentlig sektor. Og her kan eksterne rådgivere bidrage med den nyeste viden og erfaring til at skabe fornyelse, effektivisering, digitalisering og modernisering og meget mere.

Læs også: Lad os få fakta på bordet om det offentliges brug af konsulenter

Digitalisering og grøn omstilling bremses

Ifølge Finansministeriet bliver bevillingerne ikke hævet som følge af konsulentbesparelserne, og det er fortsat planen, at pengene, der spares på konsulentforbruget, i stedet skal prioriteres til velfærd og grøn omstilling. 

Men hvis denne udvikling fortsætter, hvor der ikke skal bruges eksterne eksperter, vil den offentlige sektor lukke sig om sig selv.

I DI Rådgiverne frygter vi, at udviklingen af den offentlige sektor i forhold til bl.a. den grønne omstilling, digitalisering og effektivitet bremser op.

Se også: Videohilsen fra ny branchedirektør

Konsulenter skaber værdi i det offentlige

Der skal være skarpt fokus i det offentlige på at bruge borgernes skattekroner med omtanke, og at opgaver skal løses bedst muligt til billigst mulig pris.

Kritikken af det offentliges brug af konsulenter går kun på, hvor mange penge det offentlige bruger på konsulenter.

Men i den ligning glemmer man at medregne den værdi, konsulenternes arbejde tilfører.

Det bør være op til de offentlige ledere i stat, regioner og kommuner, at forholde sig strategisk og operationelt til, hvordan en given opgave bedst løses.  

Det vil i mange situationer betyde, at der er behov for at inddrage private rådgivere i opgaveløsningen.

Vil du vide mere?

Du kan se, hvordan bevillingerne er fordelt på de enkelte ministerier i finansminister Nicolai Wammens folketingssvar her

Skrevet af:

Gustav Stougaard