30.11.21 SBA Nyheder

Q&A: Coronapas på serveringssteder

Der er foreløbigt frem til den 10. december 2021 genindført krav om coronapas på en række områder i Danmark, herunder på serveringssteder og til større arrangementer. Der kan tages politisk beslutning om forlængelse, hvis smittesituationen mv. stadig tilsiger det. På denne side besvarer vi en række spørgsmål om brugen af coronapasset på serveringssteder og til arrangementer.

Hvor skal der vises coronapas?

Svar fra Erhvervsministeriet

Kontrollen med coronapas gælder personer over 15 år på blandt andet:

  • Indendørs serveringssteder restauranter og caféer mv.,
  • Natklubber og diskoteker mv. samt partybusser med alkoholservering.
  • Tatovør-, piercing-, spa-, kropspleje-, skønheds- og massageklinikker, frisører og øvrige lokaler, hvor der leveres tjenesteydelser, som efter deres karakter indebærer tæt fysisk kontakt til kunder, og bemandede solarier.
  • Lokaler hvor der er flere end 100 tilskuere/deltagere indendørs, eller lokaliteter med over 1.000 tilskuere/deltagere udendørs på følgende områder: Koncerter, scenekunst mv. (fx teater og musical), biografer og storskærmsarrangementer, betalende tilskuere til idrætsarrangementer, samt besøgende på museer, kunsthaller, videnpædagogiske aktivitetscentre, zoologiske anlæg og akvarier, badelande, legelande og svømmehaller, forlystelsesparker, spillehaller og kasinoer.

Se øvrige områder på: Coronapas - hvor og hvordan? (coronasmitte.dk)

Generelt gælder de samme linjer ift. coronapasset, som det vi kender fra foråret. Der er derfor ikke lagt op til, at der skal fortolkes anderledes end i foråret i forhold til kontrollen med coronapas for gæster.

Læs mere om frivilligt fastsættelse af regler om coronapas eller brug af mundbind/visir her:
Spørgsmål og svar om privates mulighed for selv at fastsætte krav (coronasmitte.dk)

Hvad er definitionen på et serveringssted?

Svar fra Erhvervsministeriet

Coronapasset skal kontrolleres på alle indendørs serveringssteder, hvor offentligheden har adgang. Herunder kan der både være tale om direkte salg, som eksempelvis på en restaurant, eller indirekte salg, som eksempelvis til et større arrangement hvor bespisning er hovedformålet.

Hvornår er kantiner omfattet af kravet om coronapas?

Svar fra Erhvervsministeriet

Som udgangspunkt skal en kantine, for at være omfattet om kravet om coronapas, være offentlig tilgængelig. Det betyder, at medarbejderkantiner og andre kantiner, som kræver en særlig invitation el. lign. ikke er omfattet af kravet. Selvom kantinevirksomheden er udliciteret på en arbejdsplads er det fortsat kun medarbejderne, som har adgang.

Uddybende spørgsmål

1. Må en kantinevirksomhed, der laver og serverer mad i en anden virksomheds medarbejderkantine, kræve coronapas, eller er det virksomheden selv, der skal stå for det?

Når reglerne om, at arbejdsgiver kan kontrollere coronpas, så kan kantinevirksomheder godt kontrollere coronapas, hvis kundevirksomheden ønsker det. Da der typisk ikke offentlig adgang til medarbejderkantiner, så vil det ikke være et krav, at der kontrolleres coronapas. Således vil der ikke være noget i vejen for, at ”kundevirkomheden” laver en aftale med kantinen om, hvem der kontrollerer coronapas, hvis det ønskes.

2. Skal kantiner på fx uddannelsesinstitutioner eller hospitaler, der er åbne for offentligheden, kræve coronapas? Hvis ja, hvem har ansvaret for at kontrollere det? Kantinen (hvis den er udliciteret/forpagtet) eller uddannelsesinstitutionen?

Der skal kontrolleres coronapas, hvis der er offentlig adgang til serveringsstedet. Dette indbefatter typisk også kantiner på uddannelsesinstitutioner og hospitaler, hvor offentligheden har mulighed for købe mad og drikke. Det vil være dén som driver serveringsstedet/kantinen, som har ansvaret for at kontrollere coronapas.

Hvilke regler for kontrol af coronapas gælder ved firmaarrangementer?

Svar fra Erhvervsministeriet

Har en arrangør/virksomhed lejet lokaler til en konference, foredrag el. lign., som er omfattet af kravet om coronapas, skal der kontrolleres coronapas ved første naturlige kundekontakt, medmindre det sikres, at der er 200 eller færre deltagere. Det er den, der har rådighed over lokalet eller lokaliteten, der er forpligtet til at foretage kontrol af coronapas. Man opnår almindeligvis rådighed over f.eks. et lokale, hvis man lejer det.

Hvis der er tale om et privat arrangement på en arbejdsplads der er lukket for offentligheden, eksempelvis en firmajulefrokost eller fælles medarbejdermøde, vil der ikke være krav om fremvisning af coronapas. Hvis arrangementet holdes på et serveringssted, vil kravet om coronapas gælde.

Læs mere om frivilligt fastsættelse af regler om coronapas eller brug af mundbind/visir her:

Spørgsmål og svar om privates mulighed for selv at fastsætte krav (coronasmitte.dk)

 

Uddybende Q&A om coronapas til arrangementet mm.

FAQ - Coronapas til arrangementer

Relateret indhold