Aftale om begyndende genåbning af Danmark
Regeringen har i dag indgået aftale med støttepartierne om en begyndende genåbning af Danmark.
Følgende åbner på nationalt niveau mandag den 1. marts 2021:
- Udvalgsvarebutikker under 5.000 m2 (undtaget i storcentre) genåbnes med midlertidigt skærpede kvadratmeterkrav.
- Udvalgsvarebutikker på 5.000 m2 eller derover kan holde åbent for et meget begrænset antal kunder mod tidsbestilling.
- Udendørs kulturinstitutioner genåbnes med krav om en negativ test inden for 72 timer gammel (gælder for personer over 12 år).
- Forsamlingsforbuddet for udendørs idræts- og foreningsaktiviteter i organiseret regi hæves fra 5 til 25 personer.
Derudover er der regionale genåbninger i Nord- og Vestjylland samt Bornholm af f.eks. grundskoler, ungdomsuddannelser, voksenuddannelser samt liberale serviceerhverv mod forskellige krav om test og værnemidler. Disse lempelser kan indføres i resten af landet 15. marts, hvis smittesituationen muliggør det. Alle andre coronarestriktioner forlænges til 5. april 2021.
DI er ved at få afklaret en række spørgsmål i forlængelse af aftalen, ligesom den endelige udmøntning i en bekendtgørelse afventes. Vi giver en melding, straks der kommer nyt om sagen.
Læs hele aftalen hér.