Erhvervsrejsende på job kan undgå isolationskrav trods de kommende markante rejserestriktioner.

Foto: Getty Images
26.01.21 SBA Nyheder

DI: Nye vidtgående rejsekrav sikrer plads til nødvendige erhvervsrejser

Politisk flertal bag skærpede rejserestriktioner, der sikrer erhvervsfolk mulighed for at undgå 10 dages isolation. Godt Folketing og regering har lyttet, mener DI.

Et flertal i Folketinget er tirsdag blevet enige om at skærpe rejserestriktioner, for at bremse coronasmitten. I sidste øjeblik er det lykkes at få justeret dele af kravene, så erhvervsrejsende undgår at blive sendt i op til 10 dages isolation, når de krydser grænsen til Danmark.

Ifølge branchedirektør i Dansk Industri, Michael Svane, er der tale om meget vidtgående forslag, der har store konsekvenser for mange danske virksomheder. Derfor er han glad for, at Folketinget og regeringen har været lydhør over for erhvervslivets udfordringer.

- Vi har stor forståelse for nødvendigheden af at undgå smitteimport. Jeg vil gerne kvittere regeringen og partierne bag aftalen for at have lyttet til erhvervslivets alvorlige bekymringer, siger Michael Svane om forhandlingsresultatet.

Aftalen indebærer, at alle, der rejser ind i Danmark efter ophold i udlandet nu omfattes af et krav om test og isolation i 10 dage. For alle gælder, at isolationen kan afbrydes på fjerdedagen efter en negativ Covid-19 PCR-test. Kravene gælder både danske og udenlandske statsborgere.

Læs lovforslag om PCR-test her 

Kan undgå isolation

Erhvervsrejsende er også omfattet af reglerne, men der er adgang for både danske og udenlandske erhvervsrejsende til at arbejde også under isolationen. Det gælder dog således, at der stadig er krav om isolation, når personerne ikke varetager deres arbejde eller i øvrigt udføre opgaver, der ikke kræver fysisk tilstedeværelse i virksomheden.

Det er også lagt fast, at deltagelse i forretningsmøder nu også anses som et anerkendelsesværdigt formål for indrejse i Danmark.

Branchedirektør Michael Svane ser det som centralt at sikre, at virksomhederne ikke bebyrdes med bureaukratiske regler, der kan ramme eksempelvis forsyningssikkerheden og eksporten.

- Og så er det afgørende, at der sættes en udløbsdato. Disse restriktioner må ikke gælde én dag mere end højst nødvendigt, siger han.

Dansk Industri bakker op om krav om test, men pointerer også, at det er vigtigt, at test er tilgængelige og det er muligt at få hurtige svar.

Læs også: SMV: "Karantæne for medarbejdere er megaproblem"

Disse restriktioner må ikke gælde én dag mere end højst nødvendigt. Michael Svane, Branchedirektør

Træder i kraft i næste uge

Forslaget til de skærpede rejserestriktioner hastebehandles i de kommende dage i Folketinget, så lovforslaget hurtigt kan træde i kraft.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) forventer ifølge Ritzau, at det kan træde i kraft midt i næste uge.
Forslaget er nødvendigt for at holde coronasmitten nede, siger han.

- Der er bekymring for, at folk, der har været ude at rejse, tager nye varianter af covid-19 med ind i Danmark og dermed får startet nogle meget smitsomme smittekæder, siger han.

Overholdes kravene ikke straffes man første gang med en bøde på 3.500 kroner. 

- Men i gentagelsestilfælde vil bøden være større, og i sidste ende vil det kunne føre til fængsel, fordi det er så vigtigt, at vi passer på ikke at sprede smitten i Danmark mere end højst nødvendigt, siger justitsministeren.

Læs også: Fiskefabrik fik på én uge gang i test til nordjysk industri

Michael Svane

Michael Svane

Branchedirektør

  • Direkte +45 3377 4652
  • Mobil +45 4036 1348
  • E-mail misv@di.dk

Relateret indhold