12.03.26 SBA Nyheder

Danmarks Statistik nedlægger det implicitte lønindeks – ILON12

Danmarks Statistik har besluttet at nedlægge det implicitte lønindeks (ILON12) fra starten af 2026. For virksomheder med kontrakter, hvor ILON12 indgår i prisregulering, kan ændringen få betydning, og det kan derfor være relevant at gennemgå eksisterende kontrakter. Der er en række alternativer til ILON12, som kort præsenteres herunder.

Foto: Colourbox

Læs mere i  DI’s orienteringsnotat, som du kan downloade her.

Danmarks Statistik har i et nyhedsbrev meddelt, at det implicitte lønindeks udfases efter offentliggørelsen af tallene for 4. kvartal 2025. Den sidste offentliggørelse skete den 27. februar 2026, hvorefter statistikken nedlægges permanent.

Hos DI har man længe peget på udfordringer ved indekset, som flere medlemmer oplever undervurderer den faktiske lønudvikling. Derfor hilser DI beslutningen velkommen.

Gennemgå kontrakter med prisregulering

Mange kontrakter – herunder kontrakter med offentlige ordregivere – indeholder bestemmelser om prisregulering baseret på forskellige indeks, herunder det implicitte lønindeks. Når ILON12 udfases, kan det derfor være nødvendigt at aftale et nyt indeks mellem kontraktparterne.

Hvis en eksisterende kontrakt indeholder en reguleringsbestemmelse baseret på ILON12, anbefales det, at leverandører tager dialogen med ordregiver om, hvilket indeks der fremover skal anvendes.

Alternativer til ILON12

Danmarks Statistik henviser i stedet til det standardberegnede lønindeks SBLON som alternativ. Læs mere her.

Samtidig udgiver Dansk Arbejdsgiverforening (DA) lønstatistik for det private arbejdsmarked, som blandt andet anvendes i overenskomstforhandlinger og kontraktreguleringer. Læs mere her.

Desuden har DI udarbejdet egne lønindekser baseret på DA’s data for udvalgte brancher, herunder service- og rengøringsbranchen, som er frit tilgængelige på di.dk. Læs mere her.

Det er dog vigtigt at understrege, at DI ikke kan anbefale et specifikt indeks til brug i kontrakter. DI anbefaler at man orienterer sig i de forskellige muligheder og vælger indeks  i en dialog mellem kontraktparterne.

Relateret indhold