Næsten 60 procent flere uddannelsesaftaler på snedkernes uddannelser
Den seneste opgørelse over antallet af indgående uddannelsesaftaler viser en markant øget interesse for bygning-, møbel og maskinsnedkeruddannelsen.
I perioden juni 2020 til juni 2021 er der indgået 222 flere uddannelsesaftaler sammenlignet med samme periode året før. Det er en stigning på 57,66 procent.
Flest vil være bygningssnedker
Ligesom det foregående år er der indgået flest uddannelsesaftaler på bygningssnedkeruddannelsen. 283 er nu i gang med bygningssnedkeruddannelsen, hvilket er en stigning på 62,64 procent. Størst er stigningen på møbelsnedker- og orgelbyggeruddannelsen, hvor der nu er 73,96 procent flere igangværende uddannelsesaftaler sammenlignet med samme periode året før. Maskinsnedkeruddannelsen har fået 7,41 procent flere uddannelsesaftaler.
Det er det enormt positivt, at så mange flere unge mennesker søger ind på bygning-, møbel og maskinsnedkeruddannelsen. Det er vigtigt for snedkerfaget og den fremtidige arbejdskraft, at vi bliver ved med at uddanne dygtige snedkere. Der er stor mangel på arbejdskraft, og derfor har vi brug for endnu flere dygtige faglærte snedkere.