Naturstensprisen

Prisen skal ses som en anerkendelse af en kreativ udnyttelse af fagets muligheder i respekt for dets traditioner og arbejdsmetode.

Tidligere vindere af naturstensprisen kommer fra alle dele af samfundet og erhvervslivet. Der har både været kunstnere, kommuner, arkitekter og andet godtfolk blandt vinderne.

Fællesnævneren for prisvindere er, at de har gjort noget helt særligt for stenhuggerfaget og øget kendskabet til natursten.

2021

Naturstensprisen 2021 - Alchemist

Stenhuggerlauget i DI Byggeri har uddelt Naturstensprisen 2021. Prisen blev overrakt til Michelin restauranten Alchemist for deres flotte nybygning af restauranten i den gamle skibsværtshal på Refshaleøen.

Naturstengruppen har stået for projektet, hvor der er anvendt industrielt bearbejdede natursten til hele restauranten. Dette omfatter bl.a. bordplader, vaske til køkkener og toiletter og ikke mindst til en enorm spisebar, som danner centrum for restauranten.

Projektet er noget er det ypperste, der kan leveres inden for leverancer af bordplader i natursten.

Naturstensvaskene i anretter- og udviklingskøkkenet har stillet særlige krav til udvælgelse af stentype, udformning af løsningerne og kvaliteten af den håndværksmæssige udførsel. Der er anvendt flere forskellige stentyper – herunder kalksten fra Italien og Kvartsit fra Brasilien.

Det er første gang, at Naturstensprisen uddeles til et bordpladeprojekt.

 

Stenhuggerlaugets oldermand, Ole Grage, overrakte Naturstenprisen til Katja Seerup Clausen, Chief Operations Officer, Alchemist. Fotos: Ricky John Molloy

2020

Naturstensprisen 2020 - Stupa ved Buddhistisk Center

Stenhuggerlauget i DI - Dansk Byggeri har uddelt Naturstensprisen 2020 til Stupaen ved Buddhistisk Center.

Stenhuggerlauget i Danmark ønsker ved tildeling af Naturstensprisen 2020 at anerkende både det fine håndværk og det smukke stenvalg, som er så nemt at få øje på når man beskuer den imponerende 30 tons Stupa ved Buddistisk Center i København. Stupaen er produceret af Danstein.

Stupaen er et tegn på en implicit brobygning og kulturudveksling.

At man med klassisk dansk stenhuggerhåndværk udført i norsk tolga-granit kan tilvirke at opføre en buddhistisk helligdom til opbevarelse af relikvier er et skønt interkulturelt udkomme, hvor man overordnet set er nysgerrige på, hvordan man positivt kan understøtte hinandens traditioner, dyder og særlige karakteristika.

Overrækkelsen foregik under blå himmel i smukke omgivelser på Buddhistisk Center i København.

Billeder fra overrækkelsen



Erik Lund fra Buddhistisk Center fortæller anekdoter om opførelsen af den imponerende stupa, der er lavet af granit hentet helt fra Norge.



Prisen overrækkes af Oldermand i Stenhuggerlauget, Ole Grage, foran den imponerende stupa.

2019

Naturstensprisen 2019 - Designmuseum Danmark

Stenhuggerlauget i Dansk Byggeri har uddelt Naturstensprisen 2019 til Designmuseum Danmark for deres usædvanligt vellykkede restaurering af museumspladsen ud mod Bredgade i København. Et præcisionsarbejde, der har været længe undervejs.
I forbindelse med, at oldermand Ole Grage fra Stenhuggerlauget overrakte Naturstensprisen til Designmuseets direktør, Anne-Louise Sommer, blev der vist to videoer, som viser det detaljerede stenhuggerarbejde og selve  ”anlægsarbejdet”.

Se videoen her.

2016

BESTSELLER dedikerer Naturstensprisen til arkitekt Mads Møller

Ved overrækkelsen af Naturstensprisen for BESTSELLERs nye bygning i Aarhus, valgte BESTSELLER at dedikere prisen til den afdøde arkitekt Mads Møller fra C.F. Møller

Med højt til loftet og udsigt til Aarhus Bugt samledes gæsterne for at overvære overrækkelsen af Naturstensprisen. Prisen gik i år til BESTSELLER som et eksempel på kreativ og original udnyttelse af natursten som byggemateriale. Bygningen er nemlig både udvendig og indvendigt beklædt med den italienske kalksten Grigio Bottaga.

Stenhuggerlaugets Oldermand Ole Buchhave Grage, overrakte prisen.

- Det er lige så tænderne løber i vand, så flot en bygning I har opført. Det er fordi, man har været så konsekvent og turdet satse på at bruge natursten udvendigt såvel som indvendigt. Det er det, vi belønner i dag, sagde Ole Buchhave Grage.

Herefter takkede Henrik Møller Pedersen, der er driftsansvarlig for BESTSELLERs bygning, for prisen.

- Vi vil gerne dedikere prisen til arkitekt Mads Møller fra CF Møllers tegnestue. Dette var det sidste projekt, han var med til at tegne, og vi var alle glade for at få lov til at arbejde sammen med ham, sagde Henrik Møller Pedersen. Dagen sluttede med en rundvisning i det 46.000 kvadratmeter store hus, så de inviterede kunne se, hvordan arkitekterne hos C.F. Møller har ladet naturstenen smykke de store, lyse rum.

Se billeder af byggeriet.

2015

A.P. Møller Fonden vinder Naturstensprisen

Torsdag den 22. januar uddelte Stenhuggerlauget Naturstensprisen til A.P. Møller Fonden for sin donation til restaureringen af naturstensskulpturerne i Fredensborg Slotshave

Det over 200 år gamle laug – Stenhuggerlauget - overrakte torsdag d. 22. januar Naturstensprisen i Fredensborg Slotshave til A.P. Møller Fonden. Prisen blev givet til fonden for sin store donation til genskabelsen af slotshavens fornemme figurskulpturer i natursten.

- Med knippel og mejsel i hånden har det taget stenhuggerne syv år at udføre det mest komplicerede figurhuggeri af natursten i Danmark i mere end 30 år. Og restaureringen, som i den grad var tiltrængt på grund af omfattende forfald, har været mulig blandt andet på grund af den 48 millioner kroner store donation fra A.P. Møller Fonden, siger Ole Grage, der er oldermand i Stenhuggerlauget i Dansk Byggeri.

Men stenhuggerne mødte uventede forhindringer undervejs. Sjældent mos på stenene og fredede mus af de flagrende slags i nærliggende træer kom i vejen og udskød restaureringen. Derfor blev arbejdet med de omkring 250 år gamle naturstensskulpturer i Fredensborg Slotshave forsinket og Johannes Wiedewelt i 1760, da Frederik V var konge. Restaureringen og genhugningen har nu ført stenfigurerne tilbage til Wiedewelts oprindelige udseende. Dermed kan hele barokanlægget i dag igen måle sig med de fineste haver i verden af sin slags takket være fondens donation, siger Ole Grage.

 

Henrik Tvarnø, direktør i A.P. Møller Fonden (tv) og Ole Grage, oldermand i Stenhuggerlauget, foran nogle af figurskulpturerne i Fredensborg Slotshave, som stenhuggerne har restaureret igennem de seneste år

En række af stenhuggerne, der har udført arbejdet, var også til stede til prisoverrækkelsen. De skulle i den årelange arbejdsproces med stenene tage detektivbrillerne på for at opnå det bedste resultat.

- Stenhuggerne har nærstuderet de gamle originale huggespor for at se, præcist hvilke værktøjer de skulle bruge undervejs. Og Stenhuggerlauget er ekstremt imponeret over, at det har været muligt at føre naturstenene så flot tilbage til deres originale udseende, siger Ole Grage, som overrakte prisen i Fredensborg Slotshave til direktør i A.P. Møller Fonden, Henrik Tvarnø.

2012

Naturstensprisen 2012

Naturstensprisen 2012 blev den 20. september 2012 uddelt til Ole Hagen Arkitekter for det unikke og detaljerede OJD Trading byggeri i Solrød

Ole Hagen Arkitekter blev den ottende vinder af Naturstensprisen for byggeriet af det 10.000 kvadratmeter store OJD Trading domicil i Solrød.

Under hele byggeriet har Ole Hagen Arkitekter vist stor interesse for at bruge natursten. Sammen med bygherre og leverandør var Ole Hagen Arkitekter i Italien for at udvælge de 180 millioner år gamle Travertin natursten, som hovedbygningen er beklædt med. Det er især de mange detaljer i byggeriet, som har vundet Stenhuggerlaugets opmærksomhed.

- Der er et utroligt smukt og harmonisk udtryk i byggeriet, som sammen med de mange detaljer er med til at gøre byggeriet helt unikt. Omkring alle vinduerne er der for eksempel brugt massive sålbænke med hulkehler. Det er en løsning med afrundet profil udført i massivt materiale, som normal kun laves på historiske bygninger. Når et byggeri bliver beklædt med natursten, får det en ekstra dimension, siger formand for Stenhuggerlauget i Dansk Byggeri, Ole Grage.

Formand for Stenhuggerlauget i Dansk Byggeri, Ole Grage, overrakte prisen til Ole Hagen Arkitekter.

Prisen består af et diplom og 15.000 kroner. Prisen blev overrakt ved OJD Trading byggeriet, Lerbækvej 16, 2680 Solrød Strand.

Efterfølgende var OJD Trading, Ole Hagen Arkitekter og Stenhuggerlauget vært ved et let traktement for cirka 100 særligt indbudte gæster.

Læs oldermandens tale.


Oldermand Ole Grage overrækker Naturstensprisen til Ove Lund Jensen fra Ole Hagen arkitekter A/S



Direktør John Vincensen, OJD Trading modtager også en pris til ophængning i det nye domicil i Solrød Strand



Arkitekt Ove Lund Jensen, Oldermand Ole Grage og direktør John Vincensen

2011

Naturstensprisen 2011

Naturstensprisen 2011 blev overrakt den 6. oktober 2011 til Henning Larsen Architects for det fantastiske byggeri af The Scandinavian Golf Club – der ligger som en perle i det smukke Nordsjælland

Der var ikke tale om nogen let opgave, og der var da også nogle bekymringer for, at et så markant byggeri kunne ødelægge eller forrykke balancen i det smukke og bølgende naturområde.

I dag kan vi så alle kigge på byggeriet og konstatere, at Henning Larsen Architects, med Anders Park og Louis Becker som frontfigurer, har formået at mane alle bekymringer i jorden.
 
Henning Larsen Architects har tilført området en helt unik position på den danske arkitekturs atlas med en kombination af klassisk skandinavisk arkitektur og funktionalitet.

Der er anvendt smukke, solide og bæredygtige naturmaterialer, der hviler i sig selv og som patinerer med ynde.

Oldermanden holdt tale ved overrækkelsen af Naturstensprisen.

Læs Oldermandens tale.

2010

Naturstensprisen 2010

Professor og billedhugger Bjørn Nørgaard er modtager af Stenhuggerlaugets Naturstenspris 2010 for sit engagement og initiativ i forbindelse med brugen af natursten.

Bjørn Nørgaard har igennem en lang årrække arbejdet for en forskønnelse af blandt andet torve og udstillinger.

Stenhuggerlauget ser gerne, at en tur rundt i de danske byer skal være en fryd for øjet og en spændende oplevelse og er derfor glade for at støtte Bjørn Nørgaards initiativer.

Prisen består af 15.000 kr. Med prisen følger en plakette.

Den officielle overrækkelse sker onsdag den 8. december 2010, kl. 11.00, hvor en delegation med Stenhuggerlaugets oldermand, Ole Grage i spidsen, overrækker prisen til driftsleder Bjørn Nørgaard.

Overrækkelsen vil finde sted på Horsens Kunstmuseum, Carolinelundsvej 2, 8700 Horsens for ca. 100 særligt indbudte, og efterfølgende er Bjørn Nørgaard og Stenhuggerlauget vært ved et let traktement på kunstmuseet.





Oldermand Ole Grages tale






Bjørn Nørgaard modtager Naturstensprisen af oldermand Ole Grage 



Bjørn Nørgaards tale

2009

Naturstensprisen 2009

Driftsleder Hans-Jørgen Vester hædres for sit engagement og initiativ i forbindelse med udstilling af skulpturer og gravsten på Nordre Kirkegård i Randers

Stenhuggerlauget under Dansk Byggeri har i år valgt at tildele Hans-Jørgen Vester Naturstensprisen 2009. 

Naturstensprisen er en nyindstiftet pris, der i år uddeles for fjerde gang. Prisen uddeles en gang årligt til privatpersoner eller institutioner, der har haft betydning for stenhuggerfaget og udbredelse af kendskabet til arbejde med natursten. 

Det kan være et trist syn at gå rundt på kirkegårdene og se lange gange med ”kolonihaver” til hver side. Mange gravsteder er disponeret og opbygget meget ens, og selv om et gravsted for mange signalerer sorg, kan en mere inspirerende opbygning være med til at ændre kirkegårdskarakteren. 

Hans-Jørgen Vester har igennem en årrække arbejdet for en forskønnelse og fornyelse af kirkegården, aktuelt i form af en udstilling af stenhuggerarbejder som gravsten og mere utraditionelle skulpturer. Det er heldigvis blevet mere legalt at sætte sig et eftermæle af mere personlig karakter på danske kirkegårde, og Nordre Kirkegård fungerer som et fint eksempel på dette. 

Stenhuggerlauget ser gerne, at en tur rundt på kirkegårdene skal være en fryd for øjet og en spændende oplevelse og er derfor glade for at støtte Hans-Jørgen Vesters initiativ. 

Prisen består af 15.000 kr. Med prisen følger en plakette. 

Den officielle overrækkelse sker tirsdag den 24. november 2009 kl. 13.00, hvor en delegation med Stenhuggerlaugets oldermand, Stig Andersen i spidsen overrækker prisen til driftsleder Hans-Jørgen Vester. 

Overrækkelsen vil finde sted på Nordre Kirkegård, Nørrebrogade 94, 8930 Randers for omkring 75 særligt indbudte, og efterfølgende er Hans-Jørgen Vester og Stenhuggerlauget vært ved et let traktement ved kirkegårdens kontor.

2008

Naturstensprisen 2008

Stenhuggerlauget har i år valgt at tildele Edlund A/S Naturstensprisen 2008

- Edlund A/S har gennem de sidste 10 år opkøbt og gennemrestaureret de gamle direktørvillaer i området mellem Carlsberg og Jesuskirken i Valby. Villaerne bliver restaureret ”efter alle kunstens regler” uden skelen til efterfølgende salgs- eller friværdi, fortæller oldermand i Stenhuggerlauget, Stig Andersen. 

Af stenhuggerarbejder optræder blandt andet mange forskellige granittrapper i bornholmsk og svensk granit, granitbalustrader is svensk granit, granitafdækninger i bornholmsk og svensk granit og fliser i sort svensk granit – alle stenhuggerarbejder, som er udført på højt fagligt niveau. 

Edlund A/S har i dette projekt desuden igennem årene beskæftiget adskillige laugsmedlemmer, såvel nuværende som tidligere, enten direkte eller i underentreprise. 

Prisen består af 15.000 kr. Med prisen følger en plakette. 

Den officielle overrækkelse sker onsdag den 24. september 2008, kl. 14.00, hvor en delegation med Stenhuggerlaugets oldermand, Stig Andersen i spidsen overrækker prisen til direktør Erling Edlund Andersen. 

Overrækkelsen vil finde sted på Antoinettevej 2, 2500 Valby for ca. 75 særligt indbudte gæster, og efterfølgende er Edlund A/S og Stenhuggerlauget vært ved et let traktement i frokostcafeen på Antoinettevej 2. 

2007

Naturstensprisen 2007

Naturstensprisen 2007 gik til Glyptoteket

Fløjlssort gratin, gnistrende rød granit, gråt granit, mælkehvidt marmor – sten fra Kina, Sverige, Belgien, Italien, Danmark – ja fra i alt 25 lande er samlet på Glyptoteket i København. 

Vel nok Danmarks største samling af forskellige stenhuggerarbejder af højeste kvalitet er samlet på Glyptoteket, der torsdag den 30. august 2007 fik Naturstensprisen for fremragende kunsthåndværk i forbindelse med den netop overståede renovering af indgangspartiet. 

Dansk Byggeris Stenhuggerlaugs årlige Naturstenspris på 15.000 kr. gik torsdag den 30. august til Glyptoteket. Baggrunden er ombygningen af indgangen i 2006. 

Projektet er tegnet af Dissing og Weitling og udført af Poul Hansens Eftf. Stenhuggeri. Med prisen følger en plakette til indmuring. 

Stig Andersen, Stenhuggerlaugets oldermand sagde i sin begrundelse for prisen bl.a.: 

- Hele indgangsprojektet og trapperne er af meget høj karat arkitektonisk og håndværksmæssigt. Materialet er af natursten af højeste kvalitet fra Danmark, Europa og Østen. Det kan ikke undgå at inspirere andre. 

Flemming Friborg, direktør Glyptoteket, sagde i sin takketale bl.a.: 

- Det er en pris, der går fra håndværkere til håndværkere. Og en pris vi er særligt taknemmelige for. Glyptoteket er født med en høj kvalitetsniveau, siden grundlæggeren Carl Jacobsen, der var en mand med sans for detaljen. Det ny stenhuggerarbejde, der nu er udført, passer ind i den oprindelige skønvirkestil og til det stenhuggerarbejde, der allerede er her i Glyptoteket.

2006

Naturstensprisen 2006

Naturstensprisen 2006 blev givet til Slots- og Ejendomsstyrelsen

Slots- og Ejendomsstyrelsen modtager mandag 19. juni Naturstensprisen 2006. Og dermed bliver styrelsen den allerførste modtager af prisen, som er nyindstiftet og i år uddeles for første gang. 

Det er Stenhuggerlauget, der står bag Naturstensprisen, som skal uddeles en gang årligt til privatpersoner eller institutioner, "der har haft stor betydning for stenhuggerfaget og udbredelse af kendskabet til arbejde med natursten". 

Det synlige bevis på hæderen er en skulptur, som også ledsages af en check på 15.000 kr. 

Prisoverrækkelsen foregik i præsentable omgivelser på Flagbastionen på Kronborg Slot og Fæstning.