København sætter igen pris på "råden over vejen"
Den 1. januar genindfører Københavns Kommune takst for "råden over vejareal". Det sker efter en langstrakt tur gennem retssystemet hele vejen til Højesteret.
Københavns Kommune satte alle sejl til for at få lov til at opkræve takst for "midlertidig råden over vejareal" i forbindelse med fx bygge og anlægsopgaver.
Denne omkostning skal aktørerne i byggesektoren tage højde for i det nye år, da det er ansøgeren – fx stilladsvirksomheden, der vil blive opkrævet betaling.
- Efter flere års pause i opkrævning af betaling for midlertidig "råden over vejareal" genindfører kommunen nu den praksis fra 1. januar 2023, oplyser chefkonsulent Henrik Stig Sørensen, DI Byggeri.
Det betyder, at entreprenører og stilladsvirksomheder fremover kan forvente at skulle betale, når containere, skurvogne, materiel og ikke mindst stilladser sættes op på fortove og veje i kommunen i forbindelse med bygge og anlægsopgaver.
Beregningsmodel
I en orienteringsskrivelse, som Teknik-og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune har udsendt i november, fremgår beregningsmodellen for udregning af den takst kommunen vil opkræve fra årsskiftet:
- Betaling = takst (0,46 kr.) x bredde x længde x antal enheder x antal opstillingsdage
- Pris for standardcontainer på 15 m2 for 20 dage = 138 kr (beregnet for alle ugens 7 dage).
- Bliver enheder stablet i højden vil betalingen tage udgangspunkt i arealet i den nederste enhed (inkl. trappe). Stabling skal dog godkendes af vejtilsynet i kommunen. Og for Stilladssektionen er det naturligvis interessant, at stilladser beregnes som arealet af bredde og længde for selve stilladset, fortæller Henrik Stig Sørensen og tilføjer:
- Det er selvsagt vigtigt, at stilladsentreprenøren tager højde for denne ekstra omkostning, når der fremadrettet skal udføres stilladsopgaver i Københavns Kommune.
Beregning af betaling bliver fortaget i forbindelse med godkendelsen i Københavns Kommunes Erhvervsportal, og for allerede godkendte ansøgninger vil der efterfølgende blive beregnet en betaling for 2023. Fakturering vil ske bagudrettet og spørgsmål vedrørende betaling og takst kan sendes til vejtilsyn@kk.dk.
Retslig opgør
Københavns Kommunes genoptagelse af betaling for tilladelse til "midlertidig råden over vejareal" for opstilling af containere og byggemateriel på offentligt vejareal i forbindelse med byggeprojekter, kommer ca. halvandet år efter, at kommunen sammen med Frederiksberg Kommune i sommeren 2021 fik medhold i, at det var lovligt at opkræve betaling, hvilket Vejdirektoratet påstod ikke var tilfældet.
Højesteret omgjorde således en afgørelse fra Østre Landsret d. 3. juli 2020, der gav Vejdirektoratet medhold i deres påstand. Frederiksberg Kommune genindførte allerede ved indgangen til 2022 betaling for "midlertidig råden over vejareal" på baggrund af Højesterets afgørelse.