Landsret frikender stilladsfirma
Retten har talt – medarbejderne har selv et ansvar for overholdelse af arbejdsmiljøet. Og så skal Arbejdstilsynet kunne dokumentere, at en virksomhed ikke har ført tilsyn. Det fremgår af en dom fra Østre Landsret.
Mange virksomheder har gennem årene taget sig til hovedet over den fralæggelse af ansvar, som selv dygtige og erfarne stilladsmontører kan påberåbe sig, når Arbejdstilsynet (AT) dukker op. Længe har trænede medarbejdere mødt forståelse hos Arbejdstilsynet, som gennem årene konsekvent har pålagt virksomhederne bøder på trods af, at de har ført tilsyn og givet anvisninger efter reglerne.
- Virksomhederne har ledelsesretten og retten til at anvise arbejdets udførelse. Deraf følger et ansvar. Men der er en del eksempler på, at korrekt anvisning og tilsyn af arbejdsgiveren ignoreres og tilsidesættes, så snart arbejdsgiveren er ude af syne. Dommen i Østre Landsret viser, at der kan rokkes ved forudtagne holdninger om, at virksomheder ikke tager arbejdsmiljøet alvorligt, siger chefkonsulent Henrik Stig Sørensen, DI Byggeri.
Medarbejderne er uddannet
Det ser nemlig ud til at være resultatet af en dom i Østre Landsret, hvor anklagemyndigheden søgte at pålægge arbejdsgiveren LHK Stilladser ansvaret for overtrædelser af arbejdsmiljøreglerne, men hvor landsretten frikendte LHK Stilladser med henvisning til, at medarbejderne havde den fornødne uddannelse i korrekt håndtering af stilladsarbejdet.
AT skal dokumentere
Østre Landsret begrunder videre frikendelsen med at anklagemyndigheden netop ikke har kunnet godtgøre, at der ikke er ført tilsyn fra virksomhedens side.
- Det er en dom, som tydeliggør, at anklagemyndigheden i dag skal kunne bevise, at virksomheden ikke fuldt forsvarligt har planlagt, tilrettelagt og instrueret medarbejderne i sikkerheden omkring arbejdets udførsel. I dommen bliver overtrædelsen beskrevet som en individuel fejl af medarbejderne. Der er således ingen tvivl om, at vi kan lægge til grund, at medarbejderne selv har et ansvar for, at arbejdet udføres korrekt, slutter Henrik Stig Sørensen.