Nye vilkår for opgørelse og udbetaling
Stilladssektionens Uddannelsespulje har i løbet af 1. halvår 2022 udbetalt ca. 850.000 kr. i timestøtte og uddannelsesbonus til medlemmerne. Det er fordelt med ca. 600.000 kr. i timestøtte og 250.000 kr. i uddannelsesbonus for elever, der har gennemført uddannelsen.
Der er sket et fald i udbetalte Uddannelsesbonuser i 1. halvår 2022, hvilket sandsynligvis hænger sammen med, at skolen i Glostrup under Next København ikke har færdiggjort nogle hold i 1. halvår 2022. Nedgangen i udbetalingen af uddannelsesbonus kan direkte relateres til antallet af færdiguddannede.
- Ser man på udbetalingen af uddannelsesstøtte fra Stilladssektionens Uddannelsespulje – ligger niveauet for udbetalinger til medlemmerne samlet set under den tilsvarende periode i 2021. Der er i 1. halvår 2022 færdiguddannet færre elever end i samme periode sidste år. Timestøtten ligger til gengæld relativt uændret, fortæller chefkonsulent Henrik Stig Sørensen, DI Byggeri.
Fordele og ulemper
Der er samtidig kommet ændrede procedurer efter sammenlægningen mellem Dansk Byggeri og Dansk industri.
- Før fik sektionens medlemmer i Dansk Byggeri indsat et beløb på deres konto, når enten en elev var uddannet eller timestøt ten for et kvartal var gjort op. Det er nu ændret, så medlemmerne i stedet modtager en oversigt fra Stilladssektionen på mail, forklarer Henrik Stig Sørensen.
I mailen opgøres antallet af timer som Pension Danmark har registreret for virksomheden om medarbejdere på skole/ kurser i et givent kvartal. Det vil sige det antal timer, som virksomheden har fået godkendt hos Pension Danmark.
Fra mail til faktura
Drejer det sig fx om uddannelsbonus på 10.000 kr. for en elev, der har færdiggjort uddannelsen, modtager man en mail og kan lave en faktura. Når man modtager mail fra sekretariatet, skal virksomheden sende en faktura til Stilladssektionen på beløbet for at få sin uddannelsesstøtte eller bonus.
- Med ændringen må vi nu bede medlemmerne om at skrive en faktura til Stilladssektionen for at få deres uddannelsesstøtte. Vi håber, at tidsforbruget vil være til at overse med fire fakturaer årligt, siger Henrik Stig Sørensen, der oplyser, at alle til gengæld automatisk modtager en oversigt over de timer og kurser som virksomheden har fået registreret. Dog uden at Pension Danmark medtager navn på kursisterne i oversigterne af hensyn til gdpr-reglerne.
Stemmer timeregnskabet ikke?
I Stilladssektionens sekretariat er der modtaget en del henvendelser om, at virksomheden ikke helt kan få deres egne opgørelser til at stemme med den statistik, der er fremsendt fra Pension Danmark.
Det skyldes, at Pension Danmark får data på timerne fra IT-systemer i uddannelsessektoren, og her er en række godkendelsesprocedurer, der skal følges, inden data bliver leveret videre.
- Timer for kursusdeltagelse kan så herefter blive godkendt hos Pension Danmark. Det er ofte først i det efterfølgende kvartal i forhold til det kvartal medarbejderen rent faktisk var på kursus. Det betyder, at der kan være op til tre til fire måneders forsinkelse på at man modtager timestøtte i forhold til det tidspunkt medarbejderen deltog i kurset. Og vil man afstemme virksomhedens egne timer for medarbejdere på kursus med den udbetalte timestøtte, skal man derfor tage højde for denne forsinkelse, fortæller Henrik Stig Sørensen.
Fakturering - uden moms!
Det er i øvrigt vigtigt at skrive rigtig modtager på fakturaer. Når man sender en faktura til Stilladssektionen i DI, skal man sende den med nedenstående oplysninger for modtager:
Stilladssektionen
Att. Henrik Stig Sørensen
CVR-nr. 11 71 0492
H.C. Andersens Blvd. 18
1553 KBH. V.
Husk, at faktura skal være uden moms!