Byggeriet vil give plads til alle
Her i Diagonalen fortalte vi sidste forår om Freja Thorup Kristiansen, der tog titlen som den første danske kvinde uddannet som stilladsmontør. Nu et år efter står hun som en af de rollemodeller, som DI fremhæver i fotoudstillingen ”Alle Talenter i Spil”
Det bliver en ny hverdag i stilladsbranchen, når vi i de kommende år forhåbentligt ser flere kvinder springe rundt og montere stilladser.
Kvindelige malere og snedkere er der efterhånden mange af, men Stilladsektionen kan også. Derfor fejrede vi også den første kvindelige stilladsmontør i Diagonalen for godt et år siden.
- Jeg synes, at stilladsbranchen er vanvittig spændende og herrefed. Jeg er så glad for, at jeg fik lov til at komme med ud og prøve det og, at jeg efterfølgende fik lov til at starte på stilladsmontøruddannelsen på EUC, som lærling hos Stillads Kompagniet. Det er helt sikkert det rigtige sted, jeg nu er havnet.
Sådan sagde Freja Thorup Kristiansen i Diagonalen med svendebrevet i hånden.
Kampagne fra DI Byggeri
Hun er således en repræsentant på linje med det øvrige felt i den kampagne, som DI Byggeri har sat i værk for at få øget den såkaldte diversitet i branchen. I første omgang fotoudstillingen ”Alle Talenter i Spil".
Her fremhæver DI Byggeri medarbejdere, der uagtet køn, social baggrund, uddannelsesniveau, etnicitet, fysiske og psykiske udfordringer har fået en hverdag på byggepladsen.
- Vi har valgt at lave en fotoudstilling, som skal vise, hvordan bygge- og anlægsbranchen er helt unik, når det gælder bredden i de mennesker, den favner. Her er plads til alle fra unge talenter over mennesker med lang
erfaring i bagagen til personer, som tidligere har levet et liv på kanten. siger direktør Anders Stouge og fortsætter:
- DI Byggeri giver med fotoudstillingen et vigtigt indblik i de mennesker, som alle arbejder for, at vi har veje at køre på og huse at bo i. Ikke mindst stilladsbranchen har været kendt for at være en byggeplads med tunge løft,
der krævede tunge drenge. I dag er der gennem et målrettet arbejdsmiljøarbejde plads til alle.
- Vi har derfor en opgave med at formidle, at byggeriet også er et sted med mange spændende jobs for kvinder, forklarer Anders Stouge
Rekrutteringspotentiale
I Danmark udgør kvinder kun 9 pct. i bygge- og anlægsbranchen, og branchen går derfor glip af næsten halvdelen af talentmassen.
- Vi taler hele tiden om rekruttering, og derfor vil vi selvfølgelig være åbne for at udvide rekrutteringsbasen, og jeg håber, at vi inden alt for længe bliver en branche, hvor unge kvinder også kan se sig selv arbejde, siger Kurt Bo Jensen, direktør i Herlev Stilladser og formand for Stilladssektionen.
Formål
Fotoudstillingen viser, hvordan bygge- og anlægsbranchen allerede tager et stort samfundsansvar i forhold til skabe et mangfoldigt og inkluderende miljø.
Målet med fotoudstillingen er at inspirere kvinder til at blive en del af byggebranchen, som har brug for alle gode kræfter.