27.03.23 Stilladssektionen Nyheder

Dialog og ansvar i egne rækker

Stilladssektionen påtog sig med Handleplan 3 ansvaret for at finde løsninger, der kan reducere nedslidning. Vi er som arbejdsgivere branchens ”seniorer” med det største branchekendskab. Derfor er vores løsninger at foretrække frem for løsninger, som myndigheder og fagbevægelsen alene har strikket sammen. Det er vigtigt at huske på

Den nye priskurant har blandt andet til formål at reducere belastende arbejdsprocesser. Resultatet er ikke præcis, hvad vi alle har drømt om, men det er i bestyrelsens øjne, det bedste vi kan opnå – og bedre end at få noget trukket ned over hovedet, som andre har bestemt. Den nye priskurant vil nedbringe nedslidningen og på sigt understøtte tilgang af kvalificeret arbejdskraft.

Prioriteter i fokus

Stilladssektionens bestyrelse har under hele forløbet haft fokus på at prioritere følgende forhold, som vejen til at opnå et tåleligt resultat:

For det første at fremtidssikre arbejde i branchen med udgangspunkt i et sikkert og godt arbejdsmiljø og kvalificeret arbejdskraft.

For det andet at opfylde intentionen med de fire første vigtige initiativer i Handleplan 3 – herunder et akkordsystem, der sikrer den rette investeringsadfærd fremadrettet, så vi nedbringer den ergonomiske nedslidning markant.

For det tredje at sikre, at Stilladssektionens medlemmer i endnu en lang periode kan benytte det stilladsmateriel, der ligger på pladserne.

For det fjerde, at der skabes en samlede priskurant med enklere regler og klare strukturer med færre gråzoner, der giver anledning til tvister, og endelig

for det femte at fremstå som en troværdig forhandlingspart over for myndigheder, politikere, interesseorganisationer eksternt og internt i DI-organisationen.

Hvor der handles ...

Bestyrelsen er efterfølgende ikke blevet ”båret på skjolde” for sin indsats. Vi er trods alt Stilladssektionen. Det er selvfølgelig forståeligt, at forhold, som går så tæt på hver enkelt virksomheds forretningsområde, giver brydninger. Det er fair nok.

Vi har dog lyttet, men noget af baglandet kritiserer os for ikke at have informeret i tilstrækkeligt omfang. Det er vi kede af i bestyrelsen, da det det har affødt uheldige spekulationer om hensigten med den nye priskurant. Vi tager kritikken på os og må fremadrettet sikre mod dette.

Vi må dog holde fast i, at vi siden forhandlingsstarten om Hp3 i 2019 har forsøgt at involvere flere i arbejdet om priskuranten - altså hente viden og holdninger fra medlemmerne. Desværre uden det store held, når vi nu mødes af mistillid i dele af baglandet om vores motiver i forhold til den nye priskurant. Som bestyrelse ærgrer vi os over at blive tillagt forkerte motiver, og det er hverken kønt eller samlende for os som forening. Det kan hæmme vores handlekraft fremadrettet og i det lys næppe holdbart på sigt.

Bestyrelsen vil derfor prøve at bygge bro over uenighederne ved at tilstræbe større synlighed. Det tror vi kan ske ved at udvide bestyrelsen. Alle medlemmer er velkommen, men det er oplagt, at især de utilfredse bør se udvidelsen som en håndsrækning.

Vi stiller derfor forslag om at ændre vedtægterne med en udvidelse af antallet af bestyrelsesmedlemmer på Generalforsamlingen i april.

Samtidig foreslår bestyrelsen, at Stilladssektionen åbner for passivt medlemskab for leverandører af stilladsmateriel. Vi har behov for tættere dialog med leverandørleddet, som også er et initiativ i Hp3. Det tror vi er en fornuftig brobygning, som vil give leverandørerne af materiel bedre fornemmelse og indsigt i, hvad der rører sig i Stilladssektionen, herunder fx krav til arbejdsmiljøet.

Det handler således om, at bestyrelsen ønsker bedre dialog og at vise vilje til at påtage sig ansvar i egne rækker

Kurt Bo Jensen, Formand for Stilladssektionen
Skrevet af:

Kurt Bo Jensen, Formand for Stilladssektionen

Relateret indhold