Foto: Getty Images

27.03.23 Stilladssektionen Nyheder

Hvad sker der på transportområdet – hvor længe kan vi fortsætter med at bruge vores lastbiler?

På Medlemskonferencen i DI Huset gav transportpolitisk chef i DI Transport, Rune Noack, Stilladssektionen en interessant gennemgang at udfordringerne på transportområdet i forhold til den grønne omstilling.

Der kommer til at blive trængsel på fremtidens veje. Den grønne omstilling vil ifølge DI Transport ikke på den korte bane frem mod 2030 bevirke en opbremsning af den trafikale udvikling.

Rune Noack

- I 2030 vil der være en million flere private biler på vejene, og vi må være indstillet på, at trængsel vil blive et endnu større problem. I de kommende år skal vi implementere en Infrastrukturplan til 150 millioner kroner, og den vil ikke komme til at fjerne al på trængslen, siger transportpolitisk chef i DI Transport Rune Noack.

Rune Noack var indlægsholder på Medlemskonferencen den 31. januar i DI Huset, og han gav medlemmerne et vidende og nøgternt indspark til den virkelighed, som alle, også erhvervsdrivende, skal forberede sig på i de kommende år.

- I 2030 kommer der en million elbiler oveni de to millioner privatbiler på diesel og benzin, som vi har i dag. Og vi vil se en udvikling frem mod nye drivmidler og spørgsmålet er, hvad fx lastbiler vil komme til at køre på? Svaret vil være, at lastbilerne vil komme til at køre på lidt af hvert. I første omgang el, gas, diesel og grønne drivmidler, men fremtiden kan meget vel blive brint, fortalte Rune Noack på konferencen.

Vejtransport er den store synder

Emnet var oppe på medlemskonferencen, da vejtransport er den suverænt værste klimasynder. Selv en million elbiler vil ikke ændre ret meget. Og lastbilerne er og vil forblive omkostningstunge poster i enhver stilladsvirksomhed. Derfor er branchen optaget af, hvad der skal investeres i og hvor hurtigt.

- Energieffektivisering er svaret, og det betyder bedre udnyttelse af brændstof og større og længere lastbiler. Og så kan branchen selvfølgelig se frem til favorisering af grønne drivmidler. Men nok så væsentligt, så kommer det til at koste, fortale Rune Noack og henviste til planer fra såvel regeringen som EU om skrappere krav.

Det er planen, at der allerede fra 2025 skal betales en kilometerafgift for lastbiler på 1,20 kroner per kilometer på statsveje, og det vil komme til at gælde hele vejnettet fra 2028. Her vil el- og brintlastbiler bliver favoriseret med en rabat på 75 %.

Miljøzoner og køre-hviletid

For stilladsvirksomheder er miljøzonerne i de fire største byer nok så interessant. Her vil der komme stramninger oveni de krav, der kom i 2020 og 2022. Fra efteråret – september 2023 – vil kun lastbiler, der indregistreret efter 1. januar 2016 være tilladte i miljøzoner. Alternativt skal der være Euro V eller eftermonteret partikelfiltre.

Rune Noack kunne i øvrigt oplyse, at arbejdet i EU med køre-hviletidsbestemmelser nærmere går i retning af skærpelser frem for lempelser.

Stilladssektionen har ved flere lejligheder rejst spørgsmålet, da administration og bureaukrati som følge at dokumentation af køre-hviletid er en belastning i en branche, hvortil bestemmelserne virker overflødige.

- Det er et irritationsmoment, fordi det ikke er os, der er problemet. Køre-hviletid er en udmærket bestemmelse, der skal sikre, at chauffører på langture får de fornødne pauser. Men de småture, der præger stilladstransporter, er desværre også omfattet, og det er ikke overholdelse af reglerne, som er et problem. Det er til gengæld irriterende løbende at skulle dokumentere overholdelse af regler, der ikke reelt er noget problem, siger chefkonsulent Henrik Stig Sørensen med henvisning til de klager, som Stilladssektionen har rejst om køre-hviletid.

Stilladssektionen vil derfor fortsætte dialogen med DI Transport og søge samarbejde med andre med henblik på en fritagelse af branchen for køre-hviletidsbestemmelserne.

Skrevet af:

Mogens Hjelm

Relateret indhold