Mette Møller Nielsen, fagleder for arbejdsmiljø i DI inden for byggeri og anlæg, er stolt på branchens vegne.

Foto: Ricky John Molloy
23.09.25 TSB Nyheder

Mere end tre gange så mange som forventet: Knap 1.000 virksomheder er nu autoriseret til nedrivning af asbest

Bygge- og anlægsbranchen har taget ansvar og er nu godt på vej til at påtage sig den fulde opgave med sikker nedtagning af asbest.

Kravet om autorisation ved nedtagning af asbest trådte i kraft 1. januar 2025 – og siden har bygge- og anlægsbranchen leveret. Siden kravet trådte i kraft, har knap 1.000 virksomheder i byggeriet valgt at blive autoriseret.

Det kunne BuildigSupply oplyse i sidste uge


En moden og professionel branche

Den seneste tid har der i pressen været fremhævet nogle eksempler på asbestarbejde, der ikke er gået efter bogen. At så mange virksomheder har taget ansvaret på sig, tegner et noget andet billede af bygge- og anlægsbranchen, end der hidtil har været repræsenteret i pressen.

Mette Møller Nielsen, der er fagleder for arbejdsmiljø i DI inden for byggeri og anlæg, er stolt på branchens vegne:

-  Vi har en branche, der arbejder professionelt med at håndtere det asbest, som allerede er blevet bygget ind i bygningsmassen for mere end 30 år siden, og som hver dag arbejder for, at det skal være sikkert at gå på arbejde, siger Mette Møller Nielsen og fortsætter:

-  Den seneste udvikling her er et strålende eksempel på, at vi ser en moden og professionel branche.

Ikke uden omkostninger

Det har ikke været en hverken nem eller gratis opgave for de virksomheder, der er blevet autoriseret indtil nu.

For at kunne søge om autorisation, skal alle virksomhedens medarbejdere, der beskæftiger sig med nedrivning af asbest, på en fire-dages uddannelse.

Derudover skal virksomhederne både have et forhåndsgodkendt kvalitetsledelsessystem samt en godkendt fagligt ansvarlig, der har været på yderligere to dages uddannelse.

Dertil kommer omkostningerne. For autorisationen er ikke gratis – hverken i kr. eller i tid. Mange virksomheder har måtte køre landet tyndt for at finde plads på de nødvendige kurser.

Forventer at stigningen fortsætter

Situationen viser, at der er en masse virksomheder, som gerne vil påtage sig arbejdet og gøre det efter reglerne. Mette Møller Nielsen tror, det vil fortsætte med at stige et stykke tid endnu:

- Gad vide, om vi ikke kommer op på 2.000 virksomheder. Der er også stadig lidt flaskehals nogle steder. Og så tror jeg, at det finder et leje i branchen, siger hun.

Vejledning for medlemmer

Vil du vide mere om asbestautorisation?

Du kan som medlem i DI få vejledning om asbestautorisation. Læs mere her.

Relateret indhold