Til kåringen blev Elias fejret af bl.a. Skanderborgs borgmester Frands Fischer, Elias' læremester Jacob Udsen og Jesper Steen Nielsen samt klassekammerat Anna Storm.

DI Østjylland
20.07.26 TSB Nyheder

En helt særlig lærling

Vinderen af DI Østjyllands Lærlingepris 2026 er kåret: Tømrerlærlingen Elias Benthin fra John A. Laursen A/S i Skanderborg hædres for sit faglige engagement, ansvar og bidrag til fællesskabet.

Hvad er DI's Lærlingepris?

DI's 18 regionalforeninger hædrer hvert år en lærling fra deres område, som har udmærket sig i særlig grad.

Med Lærlingeprisen kan virksomheden give en god medarbejder et ekstra skulderklap.

Alle DI's medlemsvirksomheder kan indstille en lærling.

Læs mere her.

Et højt ambitionsniveau, der rækker langt ud over det faglige

Elias udmærker sig først og fremmest ved sit høje faglige niveau. Han deltager bl.a. i Skills-træning, er udtaget til tømrerlandsholdet og engagerer sig målrettet i at udvikle sit håndværk.

På både lærepladsen og skolen beskrives han som videbegærlig, målrettet og ambitiøs. Som hans uddannelsesleder Jesper Steen Nielsen fortæller:

"Elias vil noget med sin tømreruddannelse, mere end den gennemsnitlige tømrerlærling. Dette kommer til udtryk ved sit engagement i uddannelsen og i sin deltagelse i Skills-træning, åbent værksted, talentcamp mm. under sin uddannelse."

Ansvar er blevet en naturlig del af rollen

Det engagement på lærepladsen viser sig også i den måde, Elias tager ansvar på i virksomheden, som rækker langt ud over de daglige opgaver.

Her bliver hans rolle som lærlingerepræsentant særligt fremhævet samt hans bidrag til både arbejdsmiljø og samarbejde.

For ansvar handler ikke kun om opgaver og leverancer. I indstillingerne til hans nominering går en anden pointe igen: den måde Elias bidrager til menneskerne omkring sig.

De største aftryk sætter man hos andre

Jesper Steen Nielsen beskriver, hvordan Elias bruger sit overskud på mere sin egen udvikling:

"Han er en god kammerat, som ikke kun tænker på sig selv, men også på sine klassekammerater, som han altid er klar til at hjælpe efter behov."

Den beskrivelse skinner igennem hos flere af dem, der har arbejdet tæt sammen med ham. Faglig udvikling skabes ikke kun gennem undervisning og træning, men også gennem de fællesskaber, lærlinge er med til at bygge op omkring sig.

Det fremhæver klassekammeraten Anna Storm i sin beskrivelse af deres tid på uddannelsen.

Som eneste kvinde i klassen var hun nervøs for, om hun ville passe ind. Her blev Elias en vigtig støtte gennem uddannelsen.

Som hun skriver:

"Kammeratskabet med Elias blev en enorm tryghed for mig […] Han står som et eksempel vi i den grad bør hylde og hans tilgang både som fagperson og menneske, er en vej, vi alle, både yngre og ældre kan lade os inspirere af."

Historier som Elias’ er en vigtig påmindelse om, hvad der former stærke fagfolk.

Tillykke med den velfortjente pris

Faglighed, engagement og ansvar for fællesskabet går hånd i hånd og er med til at sætte et aftryk, som rækker længere end den enkelte opgave eller byggeplads.

Stort tillykke til Elias med prisen – og til John A. Laursen A/S med en lærling, der allerede sætter tydelige spor i faget. Vi glæder os til at følge Elias’ vej videre i branchen.

Du kan læse mere om DI Østjyllands regionale arbejde her.

Har du spørgsmål?

Vil du vide mere om DI Lærlingeprisen, eller har du spørgsmål til din egen regionale forening?

Find din regionale forening her.

Relateret indhold