Lasse Boisen
09.10.23 Træsektionen Nyheder

KÆMPE tillykke til alle nye svende

Den sidste uge af september byder altid på svendeprøver på tværs af hele landet, da erhvervsuddannelserne har afsluttet deres forløb. Det har budt på en masse prøver, hvor der er blevet tegnet, planlagt, hamret, savet og bygget på livet løs af alle de kloge hænder.

Tømreruddannelsen er Danmarks største erhvervsuddannelse med 8000 lærlinge, og der er hele 1283 tømrer- og tækkelærlinge, som har været til svendeprøve over de seneste dage. Det er 100 mere, end der var sidste efterår. Træsektionen er glade for, at der er positiv fremgang i antallet af unge, som vælger at uddanne sig til tømrer og tækker.
 
"Det er så vigtigt, at fejre de unge svende – selvfølgelig tømrer og tækkere, men også alle andre. Både fordi, de har gjort et flot stykke arbejde, og nu træder ind i en ny tilværelse som færdiguddannede, men også fordi, de nu har mulighed for at sætte et præg på fremtidens byggeri og udvikling. Tømrer og tækkeuddannelsen har i dag et stort fokus på bæredygtigt byggeri, og hvordan træ som materiale kan være en aktiv spiller for en grønnere fremtid. Det er så vigtigt med de unge, for de bidrager med en inspiration og energi, som er god for branchen. Jeg ønsker et stort tillykke til alle, og ser frem til hvad fremtiden bringer for tømrer- og tækkefaget” siger Ole Manfeld Gregersen, formand for Træsektionens uddannelsesudvalg.
  
Træsektionen ønsker stort tillykke med jeres svendebrev - god vind fremover, der er brug for jer derude!

Sofie Honoré Hansen
Skrevet af:

Sofie Honoré Hansen

Relateret indhold