15.11.23 Træsektionen Nyheder

Jakon A/S vinder Tømrerprisen 2023

Stort tillykke til Jakon A/S, som løber med dette års Tømrerpris. De modtager prisen for deres dygtige arbejde med at restaurere og renovere dele af Nyboder i København.

Hvert år uddeler Københavns Tømrerlaug Tømrerprisen, som har til formål at belønne personer, firmaer, organisationer eller bygherrer, som har udført eller har deltaget i et byggeri, hvor trækonstruktioner indgår som en markant  bygningsdel, ved nytænkning eller dristig arkitektur, eller hvor tømrerfaget på anden vis har spillet en afgørende rolle.

 

Læs mere om Tømrerprisen her.

 

I år løber Jakon A/S med prisen for deres arbejde med at restaurere og renovere dele af Nyboder i København. Her har man de sidste 5 år restaureret og renoveret to længer, eller "stokke", som det kaldes, på 83 boliger.

 

Fokus har været på at restaurere og renovere de fredede bygningerne i en så nøjagtig kopi som muligt, da Nyboder er en del af vores bygningskulturarv. Derfor er alle bygningsdele, som kunne bevares, blevet bevaret. Man har istandsat det hele og også opdateret det til de nuværende krav, der eksisterer for brand, lys, ventilation og isolering.

 

En af grundene til, at Jakon A/S vinder, er også, at de har været gode til at have lærlinge involveret under hele arbejdet. De har været hele 18 lærlinge med under det store restaureringsarbejde. Det mener priskomiteen er vigtigt, for det gør, at de unge i faget tilegner sig viden og erfaring i tømrerfagets klassiske discipliner. Derfor har Jakon taget ansvar, og givet gode muligheder for de unge lærlinge.

 

Træsektionen mener, det er utroligt vigtigt, at hylde tømrerfaget - særligt dem, som både sætter fokus på at genbruge og genanvende i deres arbejde, og samtidig tager ansvar for oplæring af lærlinge i faget. Det kan vi kun bakke op om.

 

Træsektionen ønsker et stort tillykke til Jakon A/S.

Relateret indhold