Nytårshilsen
Året 2023 går på hæld, og som altid giver jul og nytår muligheden for refleksion over året, som er gået, og momentum til at se fremad mod alt det, som det nye år byder.
Byggebranchen har de seneste år oplevet en stor forandring, og her har 2023 ikke være nogen undtagelse, da regler, forventninger og arbejdskraft er i konstant udvikling. Det er derfor en omskiftelig verden, som Træsektionen bliver nødt til at forholde os til.
Året der gik
Jeg er positiv over, at mange byggerivirksomheder er kommet vel gennem 2023, og endda klaret sig bedre end det, vi havde forventet ved årets begyndelse, hvor inflationen og dårlige prognoser truede. Men nye byggeprognoser viser, at inflationen ikke har sat enormt dybe spor i byggeaktiviteten – og man forventer stadig, at aktivitetsniveauet i byggeriet vil være meget højt i 2024.
Hertil sætter jeg pris på den store indsats, som udvalgene i Træsektionen har leveret gennem året. For de har uden tvivl haft travlt.
Træsektionens Uddannelsesudvalg har været dybt involveret i at få grøn omstilling på skoleskemaet hos erhvervsskolerne – noget som er lykkedes rigtig godt, bl.a. gennem ”Træfagene for Bæredygtighed”. Træsektionens Tekniske Udvalg har haft en finger med i spillet på udgivelsen af den nye ”Træfakta17: Montage af træelementer”. Det er vigtigt, da det er en udgivelse, som er med til at sikre godt håndværk i alle kommende træbyggerier. Hertil har Træsektionens Miljø- og Bæredygtighedsudvalg og Træsektionens Arbejdsmiljøudvalg haft en lang række aktiviteter på dagsordenen, og har bidraget med viden og værktøjer til hele branchen.
Jeg takker alle for den store indsats.
Det kommende år
Jeg ser frem til 2024, hvor vi arbejder videre med Træsektionen 2.0. Dette er vores ansvar, for at holde os relevante i den foranderlige verden.
I det kommende år vil vi genstarte vores gå-hjem-møder, og vi vil hjælpe til at skabe et bedre overblik over de dokumentationskrav, som opleves i branchen. Her vil vi bidrage med værktøjer, og vi vil være en stærk sparringspartner for vores medlemmer.
Vi har et mål om at skabe bedre tilbud, både for vores allerede eksisterende medlemmer, og for vores potentielle nye medlemmer, og vi har stadig fokus på vores kernebudskaber; medlemstilbud, grøn omstilling, lærlinge og uddannelse.
Hertil har vi oprettet et Akkord- og Prislisteudvalg i Træsektionen, som et led i at tilbyde medlemmer endnu bedre værktøjer. Vi har stadig et stort fokus på grøn omstilling, lærlinge og uddannelse.
Bestyrelsen og jeg arbejder på en masse friske, nye tilbud til medlemmerne, og det vil alt sammen blive præsenteres i det nye år og på generalforsamlingen i marts.
Slutteligt vil jeg bare ønsker alle en god jul og et godt nytår.