Byggebranchen skal være et sted, hvor alle føler sig velkomne og respekterede
Det skal være slut med lumre bemærkninger og en upassende jargon på arbejdspladsen. Vi bliver nødt til at have fokus på at ændre kulturen, så vi skaber respektfulde arbejdspladser i bygge- og anlægsbranchen, hvor der skal være plads til alle.
Vi skal sikre, at jargonen på vores arbejdspladser i byggebranchen er respektfuld, og at alle, uanset køn, seksualitet, etnicitet eller baggrund, føler sig velkomne og værdsatte, når de går på arbejde.
Selvom mange virksomheder i byggebranchen allerede arbejder aktivt med diversitet og inklusion, ved vi, at der stadig er rum til udvikling for at forbedre arbejdsmiljøet på tværs af branchen. Her erkender jeg, at udfordringerne med sprogbrugen, særligt mod kvindelige medarbejdere på byggepladserne, kræver øjeblikkelig opmærksomhed, og det er afgørende at adressere dette, for at bevare branchens integritet.
Skurvognskalendere og respektløs tone
Der har den seneste tid været fokus på de såkaldte skurvognskalendere, som gennem årene har huseret på mange byggepladser. Her har jeg et helt klart budskab: De skal bare tages ned. Nu.
Dette er essentielt, uden tvivl, men det er heller ikke nok bare at tage skurvognskalenderen ned. For hvis man vil skabe et sundt arbejdsmiljø, skal man som arbejdsgiver tage alle aspekter af en respektfuld arbejdsplads alvorligt. Kort forklaret: Man kan godt tage skurvognskalenderen ned, men hvis man stadig taler nedladende til kvindelige, eller andre, medarbejdere, så er man ikke noget langt ift. at opnå et godt arbejdsmiljø.
Det skal man som arbejdsgiver tage seriøst, hvis man på sigt ønsker at skabe en attraktiv arbejdsplads, som dermed sikre gode, veluddannede medarbejdere. For vi skal have flere kvinder i byggebranchen. Men for at dette sker, kræver det bl.a. et øget fokus på godt arbejdsmiljø, sikre regler ved graviditet og en respektfuld tone.
På nuværende tidspunkt er cirka 10% af de ansatte i byggebranchen kvinder. De gør en fantastisk indsats derude, og derfor har vi brug for flere. Derudover ser vi et kæmpe problem med mangel på arbejdskraft i fremtiden i byggebranchen – og her kunne det også være en del af løsningen, at flere kvinder ønsker at vælge en erhvervsfaglig uddannelse.
Godt arbejdsmiljø ses på bundlinjen
Virksomheder skal arbejde aktivt med diversitet og forskellighed, da det er vist, at det giver et bedre arbejdsmiljø. Dette bidrager til dygtigere medarbejdere, som har det godt på deres arbejdsplads, og som derfor er glade for at gå på arbejde – og det kan altså ses på bundlinjen hos en virksomhed.
Træsektionen, DI Byggeri og BFA Bygge & Anlæg har, i samarbejde med andre organisationer, udarbejdet klare retningslinjer og vejledninger for at undgå seksuel chikane og for at sikre en velkomstproces for nye kollegaer, samt en vejledning fra arbejdsgiver til at hjælpe sine gravide medarbejdere. Jeg anbefaler alle at læse vejledningerne igennem, hvis man er i tvivl om håndteringen af diversitet og inklusion på sin arbejdsplads.
Træsektionen opfordrer alle virksomheder i byggebranchen til at tage ansvar og aktivt bidrage til at gøre vores fælles arbejdspladser mere inkluderende og skabe et positivt arbejdsmiljø. For vi skal simpelthen sørge for, at der er plads til alle i branchen.