Dan Jensen, formand for Træsektionens Arbejdsmiljøudvalg

Michael Stub
01.10.24 Træsektionen Nyheder

Bliv klogere på ændringerne: Nye regler for asbesthåndtering

Inden sommerferien annoncerede Arbejdstilsynet, at det pr. 1. januar 2025 kræver en særlig autorisation, når man skal nedrive asbestholdige materialer.

Nedrivning af asbestholdige materialer kræver en særlig autorisation fra den 1. januar 2025. Vejledningen i, hvordan en virksomhed kan få en virksomhedsautorisation for nedrivning af asbest, findes på Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside: Få en virksomhedsautorisation – el, vvs, kloak, gas eller nedrivning af asbest (sik.dk)

Træsektionens proces

Træsektionen har samarbejdet med DI, som har lyttet og taget vores betragtninger med i deres overvejelser, hvilket har resulteret i en mere retvisende vurdering af bl.a. antallet af virksomheder, der reelt bliver ramt af den nye autorisationsordning, og hvilket pres dette vil resultere i på uddannelsesområdet.

Under hele processen har Dan Jensen som formand for Træsektionens arbejdsmiljøudvalg læst notater, deltaget i møder, kommet med indsigelser, involveret sig og tilkendegivet holdninger over for DI m.fl. Dialogen om selve autorisationsordningens udformning har ligeledes været diskuteret flittigt. Selvom vi i Træsektionen har takket nej til ordningen fra starten, stod det hurtigt klart, at ordningen var politisk besluttet på Christiansborg og ville komme uanfægtet, hvad vi som sektion mente.

Derfor har det været vigtigt for Træsektionen at forsøge at påvirke og kvalitetssikre ordningen, således den i videst muligt omfang blev opnåelig for alle de af vores medlemmer, der ønskede at erhverve sig en sådan autorisation.

Autorisation via Byggeriets Kvalitetskontrol

For at ruste jer bedst muligt til de nye regler, har Træsektionen lavet en aftale med Byggeriet Kvalitetskontrol om hjælp til autorisation af Træsektionens medlemmer.

Aftalen betyder, at du får rådgivning om reglerne for autorisation, rådgivning om hvordan du bliver autoriseret, og får 15% rabat på forhåndsgodkendelse og de løbende auditbesøg, som vil være lovpligtige fra 1. januar 2025.

Du kan downloade en trin-for-trin vejledning til at opnå autorisation her: Vejledning om autorisation

Byggeriets Kvalitetskontrol står klar til at hjælpe dig og kan kontaktes på tlf. 72 16 01 10 eller pr. mail på bk@byggekvalitet.dk

Ønsker du at vide mere – kom til fyraftensmøde

Er du usikker på om du har brug for en autorisation, eller ønsker du at vide mere om vejen til autorisation, kan du deltage i et af de GRATIS fyraftensmøder Byggeriets Kvalitetskontrol afholder over hele landet i november og december.

Se mere og tilmeld dig her:

https://byggekvalitet.nemtilmeld.dk/series/fyraftensmoede---asbest/

Anbefaling til medlemmer

Træsektionen anbefaler medlemmer, at de hurtigst muligt uddanner deres medarbejdere og tilegner sig autorisationen, således at de kan tilbyde den service til deres kunder.

Relateret indhold