Det er tid til at tænke på vinterforanstaltninger
Nu nærmer vinteren sig. Men hvornår skal entreprenøren gøre tiltag i forhold til vintervejret , og hvad kan entreprenøren kræve betaling for?
Kort fortalt
- Vinterperioden løber fra den 1. november til den 31. marts.
- Der skelnes mellem årstidsbestemte og vejrligsbestemte vinterforanstaltninger.
- Entreprenøren kan som udgangspunkt kræve ekstra betaling for vejrligsbestemte vinterforanstaltninger.
Hvad er vinterperioden og vinterforanstaltninger?
I entrepriseretlig sammenhæng er vinterperioden udtryk for perioden fra den 1. november til den 31. marts.
Udtrykket vinterforanstaltninger bruges om midlertidige arbejder og tiltag i vinterperioden, der er nødvendige for at udføre arbejder om vinteren (f.eks. arbejdsbelysning), og for at beskytte udførte arbejder mod vintervejret (f.eks. frostsikring).
Hvad er årstidsbestemte og vejrligsbestemte vinterforanstaltninger?
Der sondres overordnet mellem årstidsbestemte vinterforanstaltninger og vejrligsbestemte vinterforanstaltninger.
- Årstidsbestemte vinterforanstaltninger er foranstaltninger, der uanset det aktuelle vejrlig på byggepladsen, altid vurderes nødvendige at iværksætte i vinterperioden
- Vejrligsbestemte vinterforanstaltninger er foranstaltninger, der kun iværksættes i vinterperioden, hvis det aktuelle vejrlig kræver det.
Du kan finde en oplistning af årstidsbestemte og vejrligsbestemte vinterforanstaltninger i vejledningen til vinterbekendtgørelsen.
Hvad er vinterbekendtgørelsen?
Vinterbekendtgørelsen er en offentligretlig forskrift, som skal sikre, at både bygherren og entreprenøren – under bødeansvar – holder opstartede entrepriser i gang i vinterperioden.
Om vinterbekendtgørelsen gælder i en aftale afhænger af den enkelte entreprises størrelse og/eller karakter. Bekendtgørelsen tager ikke stilling til spørgsmålet om betaling for vinterforanstaltninger.
Du kan læse mere om vinterbekendtgørelsens anvendelsesområde og brug her.
Hvad kan entreprenøren kræve betaling for?
Om der skal betales ekstra for udførte vinterforanstaltninger i vinterperioden, afgøres på baggrund af parternes aftale.
Spørgsmålet rejser sig, hvad der gælder, hvis parterne ikke har aftalt noget om betaling for vinterforanstaltninger. I lighed med, hvad der nu følger af AB 18 § 5 (men ikke ABT 18 § 5), er udgangspunktet her:
- Årstidsbestemte vinterforanstaltninger er indeholdt i entreprenørens tilbud – forudsat at den oprindelige tidsplan overholdes.
- Vejrligsbestemte vinterforanstaltninger, der ikke er nødvendiggjort af entreprenørens egne forhold, er ekstraarbejder, som entreprenøren kan kræve tillægsvederlag for i regning.
Du kan læse mere om vinterbyggeri her.
Kontakt
Har du spørgsmål til denne nyhed eller brug for juridisk sparring i øvrigt, er du som service- og branchemedlem i DI Byggeri velkommen til at kontakte DI Byggeris Byggejuridiske Rådgivning på telefon 3377 3760.
Følg også med i LinkedIn-gruppen ”Byggejura – DI Byggeri” og få juridiske nyheder, afgørelser og tips direkte i dit feed.