Satser for kilometerpenge og rejseudgifter 2026
Find de nye satser for, hvad virksomheden kan betale af skattefri kilometerpenge og rejseudgifter til medarbejdere i 2026.
Satserne for kilometerpenge og kørselsfradrag forhøjes i forhold til 2025 som følge af, at de samlede udgifter ved drift af bil stiger.
Forhøjelsen betyder, at satserne for skattefri kørselsgodtgørelse, som arbejdsgivere kan udbetale for erhvervsmæssig kørsel i medarbejderes egne biler, stiger.
Kørselsfradraget mellem hjem og arbejde for kørsel mellem 25 og 120 km. og satsen for kørsel over 120 km. forhøjes tilsvarende. Reglerne om, at de første 24 km. dagligt ikke udløser kørselsfradrag, er uændrede.
Læs mere i Skattestyrelsens pressemeddelelse: Højere fradrag til pendlerne i 2026
Kørselsgodtgørelse (kilometerpenge)
Virksomheden kan skattefrit betale kilometerpenge til en medarbejder, som benytter sin egen bil under arbejdet.
Statens satser for kørsel i bil/motorcykel 2026
Indtil 20.000 km. årligt: 3,94 kr. pr. km.
Over 20.000 km. årligt: 2,28 kr. pr. km.
Hvis medarbejderen kører på sin egen cykel, knallert, 45-knallert, scooter eller el-løbehjul er satsen 0,64 kr. pr. km.
Kontrol med kilometerpenge
Virksomheden skal føre kontrol med antallet af kørte kilometer for at kunne betale kilometerpenge til medarbejderen. Arbejdsgiveren skal føre kontrol med:
- kørslens formål
- kørslens mål med eventuelle delmål
- dato
- antal kørte kilometer
- beregning efter satser
- kørslen er i medarbejderens eget køretøj.
Hvis virksomheden udbetaler mere end statens takster for kilometerpenge, skal medarbejderen betale skat af hele beløbet.
Medarbejderen betaler også skat af hele beløbet, hvis han eller hun modtager et fast beløb, som er uafhængigt af antal kørte kilometer.
Kørselsfradrag (fradrag for kørsel mellem hjem og arbejde)
Medarbejdere har mulighed for at tage et skattemæssigt fradrag for den afstand, der er mellem medarbejderens bopæl og arbejdsstedet.
Fradraget er uafhængigt af, om medarbejderen benytter egen bil eller ej. Der kan foretages fradrag, uanset om medarbejderen selv kører i bil, eller om medarbejderen kører sammen med en kollega.
Også hvis medarbejderen vælger at tage offentlige transportmidler eller for eksempel cykle til arbejdet, kan fradraget beregnes ud fra afstanden mellem hjem og arbejde.
Statens satser for kørselsfradrag 2026
0-24 km.: Intet fradrag
25-120 km.: 2,28 kr. pr. km.
Over 120 km.: 1,14 kr. pr. km.
Over 120 km. i visse yderkommuner: 2,28 kr. pr. km.
I de visse yderkommuner er fradraget for indkomstårene 2024-2027 for kørsel over 24 km. forhøjet med 10,75 pct. af den takst, Skatterådet fastsætter.
Rejseudgifter
Hvis medarbejderen rejser i forbindelse med arbejdet, kan virksomheden skattefrit betale udgifter til mad, drikke og overnatning efter regning.
Virksomheden kan derudover betale medarbejderen en skattefri godtgørelse på 25 pct. af kostsatsen til at dække udgifter til småfornødenheder på rejsen.
Virksomheden kan i stedet for at dække udgifter vælge at betale medarbejderen en skattefri godtgørelse for henholdsvis mad og drikke på 625,00 kr. (kostsatsen) og 268,00 kr. (logisatsen).
Alternativt kan medarbejderen foretage fradrag for faktiske rejseudgifter mod dokumentation eller ved anvendelse af standardsatserne. Fra og med indkomståret 2026 er loftet over fradraget for rejseudgifter 34.400 kr.
Fri kost
Får medarbejderen fri kost på rejsen, skal kostsatsen (625,00 kr.) reduceres med 15 pct. for morgenmad, 30 pct. for frokost og 30 pct. for aftensmad.
Alle skattefri godtgørelser af rejseudgifter kræver, at der er tale om en rejse på mindst 24 timer, og at medarbejderen overnatter i forbindelse med rejsen.
OBS
Tekster om satser og regler udgives i oplysningsøjemed og kan ikke erstatte juridisk rådgivning. Der kan ikke rejses krav mod DI om godtgørelse for skade eller tab som følge af brug af nyheden. Uanset om der er tale om fejlskrift eller andre forhold, der kan henføres til nyheden.