Ses vi på Folkemødet?
Vi glæder os til at se jer på Folkemødet i Allinge, hvor vi har to spændende begivenheder på programmet fra Træsektionen. Læs mere om dem her.
Byg din egen festivalstol
Tid og sted: ByggePladsen fredag d. 13. juni kl. 10.00 – 13.00
Prøv kræfter som tømrer og byg din egen festivalstol! Med lim, skruemaskine og sømpistol kan du skabe din personlige festivalstol i træ og tage den med hjem.
Træsektionen stiller værktøj, materialer og lærlinge fra Tømrerlandsholdet til rådighed, som guider dig gennem processen – det tager kun 10 minutter, og stolen er din bagefter. Oplev også politikere dyste i stolebygning, hvor deres evner vurderes af professionelle. Kom og vær med eller hep – vi garanterer sjov og en fed festivalstol!
Hvordan skaber vi bedre vilkår for SMV’er i byggeriet?
Tid og sted: Huset ved Byggepladsen fredag d. 13. juni kl. 14.00 – 14.45
Stigende administrative byrder hæmmer virksomhedernes vækst, innovation og konkurrenceevne, især for SMV’er, hvor ejerlederne ofte selv må bruge tid på papirarbejde frem for kerneopgaver. Kom og diskutér udfordringer og løsninger med Rasmus Brandt Lassen, Pernille Vermund, Claus Stamer og Ulrik Beck. Moderator: Ane Cortzen.
Vi dykker ned i, hvordan tre ud af fire virksomheder oplever stigende byrder, og hvad vi kan gøre for at forbedre vilkårene for SMV’erne i byggeriet. Vi ser frem til at byde jer velkommen til Folkemødet – kom og vær en del af dialogen, deltag i de sjove og lærerige events og vær med til at sætte fokus på vigtige emner inden for byggebranchen.