Foto: Getty Images

26.09.25 Træsektionen Nyheder

Fra 1. oktober kan du få penge retur for dit affald

Når de nye regler om udvidet producentansvar for emballage træder i kraft, er det ikke kun producenterne, der skal forholde sig til de nye regler – det skal du også – både når det kommer til affaldssortering og kompensation.

Den 1. oktober 2025 træder nye regler i kraft om udvidet producentansvar for emballage. Det betyder, at producenterne overtager det finansielle og juridiske ansvar for indsamling, sortering og genanvendelse af emballagen, når den bliver til affald.  De nye regler påvirker dig også ude på byggepladsen. Der er nemlig penge at hente: Fremadrettet kan man søge om kompensation og få penge retur for sit emballageaffald.

Hvad er det udvidede producentansvar for emballage?

Vi ville ønske, at det hele var en lille smule mindre kompliceret. Men som du måske har læst i medierne over de sidste uger og måneder, så er virkeligheden omkring de nye regler for udvidet producentansvar desværre ikke helt ligetil. DI arbejder dog ihærdigt på at få en række ændringer igennem, som kan gøre implementeringen mere ligetil og forståelig for de mange virksomheder, som bliver berørt.

Ordningen træder i kraft 1. oktober, og her bliver producenterne pålagt at skulle betale for håndteringen af den emballage, som de sætter på markedet. Det er f.eks. plast, papir, metal, glas m.v. som produkterne bliver pakket ind i, når de bliver leveret på eksempelvis byggepladsen.

Det har til hensigt at skabe øget incitament hos producenterne til at reducere mængden af emballage og tænke over, hvordan man kan optimere brugen af ressourcer.

Kompensation

Med de nye regler vil det blive dyrere at modtage materialer i emballage, da prisen fremadrettet vil afspejle omkostningerne for emballagen. Som udførende virksomhed vil du fremadrettet kunne søge kompensation for de ekstra udgifter, som går til indsamling og behandling af emballageaffald.

Kompensationens størrelse beregnes efter en række fastsatte nøgletal og afhænger af branchegruppen. Selve kompensationen ansøges og udbetales hos de kollektive producentordninger, eksempelvis VANA. Du skal dog stadig betale for den del af affaldet, der ikke hører under emballage. I boksen til højre kan du se, hvilke fraktioner, der er omfattet af muligheden for kompensation.

Sådan skal du gøre

Først og fremmest skal du kildesortere dit affald, som du altid har gjort. Det vil også være din nuværende affaldsindsamler, der kommer og henter dit affald, som du har været vant til. Så i praksis er alt, som det plejer at være.

Efter 1. oktober skal du være opmærksom på, at du skal søge om kompensation. Det kan du selv som affaldsproducerende virksomhed stå for, men din affaldsindsamler kan også gøre det for dig – baseret på de mængder, som de indsamler hos jer.

DI Byggeri vil opfordre dig til at tage dialogen med jeres nuværende affaldsindsamler og høre om mulighederne for, at de kan hjælpe jer med at søge om kompensationen fremadrettet.

Der er penge at hente!

Selvom det altid har været en god idé at sortere sit affald, så bliver det en endnu bedre idé i fremtiden. For der er penge at hente. Det handler kort og godt om at få så mange rene emballagefraktioner som muligt med henblik på at få adgang til den fulde fraktion.

Så undgå at din emballage ender i den forkerte container – og benyt lejligheden til at tage en snak om, hvordan man kan optimere på sorteringen på din byggeplads.

Hvis du vil vide mere

Du kan læse mere om det udvidede producentansvar for emballage på vana.dk. Her kan du også læse om, hvad kollektivordningen er for en størrelse.

Du kan læse mere om producentansvaret i denne nyhed fra DI Business.

Fakta om producentansvaret

Følgende fraktioner er omfattet det udvidede producentansvar for emballage og dermed underlagt muligheden for kompensation

  • papemballageaffald
  • papiremballageaffald
  • metalemballageaffald
  • glasemballageaffald
  • plastemballageaffald
  • mad- og drikkevarekartonemballageaffald
  • træemballageaffald
  • emballageaffald korrekt sorteret som restaffald
  • emballageaffald i farligt affald

Relateret indhold