Samfundsengagement er nøgleordet for bygge- og anlægssektoren
Danskerne kan forvente en langt mere samfundsengageret bygge- og anlægssektor. Øget genanvendelse, CO2-reduktion, færre arbejdsulykker, flere lærepladser og en indsats mod kriminalitet er centrale frontlinjer i 2026.
Af Martin Skou Heidemann, formand for DI Byggeri, og Rasmus Brandt Lassen, branchedirektør i DI Byggeri
Bygge- og anlægssektoren står med et ansvar, som kun få sektorer i Danmark kan matche. I år passerer vores sektor 200.000 ansatte. Indregner vi de mange erhverv, vi arbejder direkte sammen med, kan vi tælle en halv million beskæftigede.
Sammen løser vi Danmarks største udfordringer.
Det er os, der bygger de diger og kloakker, som skal beskytte os mod fremtidens mere voldsomme storme og regnvejr. Bygger de broer og veje, som binder Danmark sammen. Bygger de kaserner og faciliteter, der skal styrke os i forsvaret mod Putin. Bygger de boliger, som skal modvirke yderligere himmelflugt i boligpriser. Bygger hospitaler, skoler og daginstitutioner som ramme om danskernes velfærd. Bygger de fabrikker, som skaber vækst, velfærd og arbejdspladser i hele landet. Alt det, som kommende generationer får glæde af.
Mens vi bygger for Danmark, erkender vi også, at vores rolle i dansk økonomi, ja hele samfundet, er fundamental. Vi har et ansvar, der også kræver af os, at vi ser indad og gør alt, hvad vi kan, for at løse byggeriets egne udfordringer.
Vores 6.500 medlemsvirksomheder er nu forenet bag en ny strategi, hvor vi tager et langt større ansvar for os selv og vores omverden. Vi har fire fokusområder for den samlede indsats: Bæredygtig omstilling, det robuste samfund, konkurrencedygtighed og ikke mindst: Et godt omdømme.
Vi ved det godt: Vi er oppe imod mange fordomme, og det præger selvfølgelig vores omdømme. Ofte er der tale om enkeltstående sager, og ofte hos virksomheder, som står uden for den danske model, og derfor uden for alle aftaler om ordnede forhold. Men ærligt talt: Det fritager os ikke fra at se indad, forstå problemerne, tage stilling og handle på dem.
Nu har vi det nødvendige strategiske afsæt for at handle. I 2026 vil man se DI Byggeri tage konkrete initiver til indsatser, man med rette kan forvente af en sektor med en så fundamental tyngde på arbejdsmarkedet og i samfundsøkonomien. Vi vil byde os til med indsigt, perspektiv og løsninger, der kan omsættes til konkrete handlinger i vores medlemsvirksomheders travle hverdag, af myndigheder og af beslutningstagere.
Vi ønsker ikke kun at bygge for Danmark. Vi er en aktiv del af vores samfund. Der er allerede sat mange indsatser på skinner. For at illustrere bredden i vores tilgang, fremhæver vi her tre eksempler:
Organiseret kriminalitet
Underverdenen har desværre infiltreret dele af erhvervslivet og desværre også byggeriet. Organiseret økonomisk kriminalitet – kædesvig, fakturafabrikker, miljøforbrydelser – truer de spilleregler, vi har opbygget med den danske model og fair play på et frit marked. DI Byggeri kommer til at søge samarbejde med fagforeninger, myndigheder og eksperter, så vi sammen kan slå hårdt ned på organiseret kriminalitet. Det er en historisk oprustning, vi er i gang med. For vi kan ikke lade stå til.
De unge
Byggeriet hviler på solide faglige traditioner, overleveret igennem århundreder fra generation til generation. Sådan har rammerne om vores samfund og kultur vundet i styrke. Arven forpligter. I 2025 har enkeltsager om utrygge lærepladser og utilstedelig behandling af unge mennesker gjort indtryk. DI Byggeri styrker i samarbejde med 3F og Byggeriets Uddannelser indsatsen for fremtidens arbejdskraft med den nye “Lærlingelinje”. Vi skærper kravene til læringsmiljøer og bidrager med konkrete trivselsværktøjer. De mange virksomheder, der løfter opgaven forbilledligt, udgør fundamentet – og dem, der ikke gør, skal vi stille til ansvar. Vi insisterer på, at de ærgerlige historier ikke definerer branchen. Byggeriet har brug for de unge, og de unge har brug for en branche, der vil dem det bedste. Det kan man tage som et løfte.
Bæredygtig omstilling
Vi er bevidste om det aftryk, vi sætter. Bygge- og anlægssektoren stod i 1990 for en tredjedel af Danmarks udledninger. I dag er andelen under en fjerdedel. Byggeriets andel af udledningerne forventes at udgøre en mindre andel frem mod 2035. Vi kommer i 2026 til at fortsætte arbejdet for at reducere udledninger – i nybyggeri, renovering, drift og anlæg – og vi ser lyst på fremtiden. Modsat mange fordomme, der luftes fra tid til anden om vores klimaindsats, så er vi kommet meget langt. Så langt, at mens vi holder klimakursen, skærper vi vores fokus på biodiversitet og på ansvarlig brug af råstoffer. Vi insisterer på at være drivende i den bæredygtige omstilling og levere håb baseret på konkrete resultater.
Mod og samarbejde
Danmark er under pres som aldrig før. Det stiller krav om handlekraft – også i byggeriet. Vi vinder ikke alene. Derfor involverer vi os i nye alliancer og griber muligheder. Vi vælger side. Vi vælger engagement over passivitet – for hvis vi ikke deltager og samarbejder med resten af samfundet, forspilder vi chancen for både at løse Danmarks udfordringer og skabe de bedste betingelser for vores virksomheder.
Vores strategiske arbejde er ikke målet i sig selv. Det er resultaterne, der tæller.
*Debatindlægget udgives i Licitationen tirsdag d. 27. januar.