Foto: Colourbox

19.01.26 Træsektionen Nyheder

Entreprenørstoppet er nu trådt i kraft: Hvad betyder det for dig?

Fra 1. januar 2026 har Arbejdstilsynet fået et nyt værktøj i kassen, som betyder, at man fra myndighedernes side kan standse arbejdet som en sidste udvej.

Alle på en byggeplads fortjener at komme sikkert hjem efter endt arbejdsdag. Et trygt og sikkert arbejdsmiljø er fundamentet for branchen – og en forudsætning for, at både medarbejdere og virksomheder kan trives og skabe resultater.

Reglerne om entreprenørstop, som nu er trådt i kraft markerer et skifte i branchen, hvor der bliver sat tydelige rammer for arbejdsmiljøet og ansvaret på tværs af virksomhederne på byggepladsen. Det er et vidtrækkende skridt at gøre én virksomhed ansvarlig for en anden virksomheds forseelser, men der er desværre eksempler på sager, hvor det kan komme så vidt, at entreprenørstoppet er nødvendigt.

- I DI har vi arbejdet for, at reglerne bliver så gennemsigtige og retfærdige som muligt, og har lagt vægt på, at der indføres tydelige advarsler og en rimelig proces. Med den proces og de trin, som er skabt forud for et entreprenørstop, er der lagt op til, at Arbejdstilsynet er meget tydelige overfor entreprenøren og dennes bygherre om, at der skal rettes op på forholdene, inden Arbejdstilsynet skrider til entreprenørstop, udtaler fagleder Mette Møller Nielsen, DI Arbejdsmiljø.

I DI kan du få råd og hjælp til at forstå reglerne

De nye regler om entreprenørstop kan få betydning for din virksomhed, hvis de bliver taget i brug på den byggeplads, hvor du arbejder.  Derfor har DI Arbejdsmiljø netop lanceret en ny side på di.dk: "I dybden med entreprenørstop", hvor du kan få styr på, hvad de nye regler betyder.  


Intensivt tilsyn inden entreprenørstop 

Inden et entreprenørstop kan komme på tale, skal Arbejdstilsynet have givet et større antal påbud og strakspåbud med betydelig fare samt have gennemført en periode med intensivt tilsyn. Er der fortsat ikke rettet op på problemerne, kan det yderste værktøj bringes i spil.

- Arbejdstilsynet siger selv, at de alene forventer at anvende entreprenørstop i meget få og ekstreme tilfælde. Og så skal vi huske , at det store flertal i branchen tager arbejdsmiljø alvorligt og handler ansvarligt, tilføjer Mette Møller Nielsen.

I DI følger vi udviklingen tæt. Vi rådgiver og hjælper vores medlemmer, hvis der opstår tvivl, og vi følger nøje, hvordan praksis om entreprenørstop udfolder sig de kommende måneder. Vi vil også fortsat tage dialogen med myndighederne, hvis vi oplever, at reglerne rammer skævt, eller at der opstår urimelige situationer.

For byggeriets virksomheder og medarbejdere er opgaven fortsat klar: Sæt arbejdsmiljøet i centrum, sørg for at granske projekter for at se, om arbejdsmiljøet er grundigt planlagt, vær opmærksom på signaler og tag advarsler alvorligt. Lad os fortsætte det gode samarbejde om at sætte sikkerhed og ansvarlighed øverst, så entreprenørstop kun bliver undtagelsen, hvor intet andet hjælper.

Husk at bruge branchens egne vejledninger på BFA Bygge & Anlæg - arbejdsmiljø i bygge- og anlægsbranchen, samt branchen egen konsulenttjeneste Byggeriets Arbejdsmiljøbus.

Relateret indhold