Hos Byens Tømrer & Tag binder ansvar hverdagen sammen
Hvad vil det sige at tage ansvar som tømrervirksomhed i dag? Det har vi spurgt Sebastian Knudsen om, som er direktør i Byens Tømrer & Tag. For ham kommer ansvar til udtryk i de valg, man træffer hver dag – over for kunder, over for lærlinge, og over for de administrative krav, som i stigende grad er en del af at drive en håndværksvirksomhed.
Tryghed gennem nærområdet
For Byens Tømrer & Tag i Odense er lokal forankring en helt central del af deres drift og identitet. De er med til at skabe arbejdspladser for folk i omegnen, og kunderne er lokale. Man møder hinanden på kryds og tværs, på gaden, i supermarkedet og i foreningslivet. Det skaber en særlig forpligtelse, forklarer Sebastian:
"Man tager større ejerskab for opgaven, når kunden også er din nabo. Og det skaber tryghed hos kunden, at vi er en del af deres nærområde."

-Sebastian Knudsen, direktør i Byens Tømrer & Tag
For ham er det et kæmpe plus at være ”den lokale tømrer”, det giver en stemning af at være i et landsbysamfund som i gamle dage. Den nærhed oplever man sjældnere i dag, mener Sebastian, og hos Byens Tømrer & Tag er de stolte af at være en del af folks hverdag.
Frihed til at vokse fagligt og menneskeligt
Der er også tydelig stolthed at spore i Sebastians stemme, da samtalen drejer over på lærlinge. Byens Tømrer & Tag har en særlig høj andel af lærlinge – omkring 35–40 procent af medarbejderstaben – og det er et bevidst valg. Lærlingene er ikke blot et sæt ekstra hænder, men en langsigtet investering i de unge:
“Vi har et ansvar for at uddanne folk. De skal have opgaver, så de både vokser fagligt og som mennesker,” siger Sebastian.
Hos dem er oplæringen ikke one size fits all, ”vi har jo med mennesker at gøre," som Sebastian pointerer. Forløbet er afspejlet af det enkelte individ. Lærlingene bliver koblet sammen med erfarne svende, som de har god kemi med, og Sebastian selv er tydelig omkring, at lærlingene altid kan ringe til ham, hvis de har spørgsmål eller udfordringer:
”Den første måned ringer jeg sammen med dem hver dag for at høre, hvordan det er gået”, fortæller Sebastian. Det kræver tid – men for ham er det en del af den forpligtelse, man har som virksomhed. Tilliden går begge veje, og lærlingene må ikke være i tvivl om, hvem de kan gå til.
Med kvalitet følger kompleksitet
Når Sebastian taler om ansvar, handler det for ham også om de krav, der følger med at drive håndværksvirksomhed i dag. Den administrative byrde fylder mere end tidligere og tager tid fra det praktiske arbejde:
"Man bygger ikke i dag, som man gjorde for 30 år siden. Det er ikke nok at være en god håndværker – det er også vigtigt at kunne dokumentere det," siger Sebastian.
Han anerkender behovet for kvalitetssikring, men oplever, at kompleksiteten i dokumentationskravene kan gøre hverdagen unødigt tung – især for mindre virksomheder. Derfor efterlyser han mere praksisnære løsninger, der kan lette hverdagen.
Her spiller branchefællesskaber som Træsektionen ifølge Sebastian en vigtig rolle som formidler af regelsæt og politiske tiltag. På den måde kan virksomhederne netop omsætte vigtig viden i praksis – uden at tage for meget tid fra deres kerneopgaver.