National vækstplan på vandområdet

Vandsektoren har behov for en strategisk plan, der samler og udnytter synergier i vandsektoren og understøtter det brede erhvervsliv i Danmark.

Danmark er historisk set et foregangsland på vandområdet bl.a. eksemplificeret ved, at vi er det land i verden med flest vandpatenter pr. indbygger. Vi har en styrkeposition og et ofte overset internationalt lederskab på dette område – men vi sakker bagud.

Når vi kigger ud over landets grænser, ser vi et internationalt marked der ekspanderer voldsomt på vandområdet, mens vi i Danmark ikke har øget vores eksport væsentligt siden 2015. Og der er begyndende tegn på, at vi falder bagud internationalt på forskning og udvikling. Det skyldes en manglende styrkelse af rammevilkår, herunder forskning & udvikling, men også at vandområdet ikke tænkes ind som et tværgående element, der understøtter konkurrenceevnen på tværs af andre sektorer. På samme måde som digitalisering og klima. Derfor opfordrer DI Vand regeringen til, at der igangsættes et politisk arbejde med etablering af en national vækstplan på vandområdet.