VKH

VKH medlemmet Nordic Sense har udgivet en ny hudplejeserie, der plejer din hud og sætter fokus på at mindske spild på samme tid

Nordic Sense står bag en ny type hudplejeprodukter, der baserer sig på danske råvarer, og som noget nyt også indeholder en mindre mængde bi- og restprodukter fra fødevareindustrien. Produktserien er udviklet i samarbejde med Stop Spild Af Mad og REMA 1000 med en ambition om at inspirere til mindre ressourcespild.

Nordic Sense, en dansk kosmetikproducent, der producerer personlige plejeprodukter, er højaktuelle med hudplejeserien ”sense”, som nu kan købes i REMA 1000. Hudplejeserien indeholder en mindre mængde upcyclede råvarer fra fødevareindustrien herunder æbler og pomeloer. Derudover er ressourcespild også tænkt ind i tuberne, som er lavet i genanvendt plast og med en printet vejledning til, hvordan man kan tømme hele tuben. Serien giver pleje, fugt og næring til huden og støtter også Stop Spild Af Mad’s fortsatte arbejde i kampen mod madspild.

Foto: Nordic Sense A/S

Fra idé til handling

Efter lanceringen af hudplejeserien har VKH-sekretariatet taget en snak med Nordic Sense’s salgs- og marketingschef Marie Bay for at blive klogere på udviklingen af produkterne. ”Det startede med at Selina Juul (Stop Spild Af Mad’s grundlægger) kontaktede os i 2021 med en drøm om at skabe hudplejeprodukter, der indeholder nedfalden frugt og biprodukter fra fødevareindustrien. Herefter har vi i sammen med Selina og udviklingsteamet hos Nordic Sense arbejdet på at udvikle de her produkter med en helhedsorienteret tankegang omkring at mindske mad- og ressourcespild i hele værdikæden for produkterne. Det gælder lige fra sourcing af råvarer til forbrugernes maksimale udnyttelse af indholdet i tuberne,” fortæller Marie Bay.

Foto: Nordic Sense A/S

VKH-sekretariatet har også talt med Selina Juul, og for hende var det afgørende at finde en producent med værdier, som stemte overens med hendes visioner for en hudplejeserie på upcyclede råvarer. ”Stop Spild Af Mad har en klar ambition om at gøre anvendelsen af upcyclede råvarer mainstream, og her var Nordic Sense en oplagt partner til udviklingen af hudplejeserien. Det skyldes, at Nordic Sense har nogle gode værdier og udvikler lækre produkter, som samtidig er prissat, så de er tilgængelige for den brede befolkning,” fortæller Selina Juul.

Siden lanceringen af produkterne i REMA 1000 har projektet vist sig at være en succes. Hudserien har været yderst populær i REMA 1000’s godt 420 butikker rundt i landet - og der er allerede planer om at udvide produktserien.

En hudplejeserie der inspirerer til forandring

Hudplejeserien sense har eksemplificeret producenterne og forbrugernes interesse i produkter, der anvender upcyclede råvarer, og det kan inspirere til, at udbuddet af upcyclede råvarer i Danmark også langsomt bliver forøget, fortæller Marie. ”I forbindelse med produktudviklingen, var der få af vores eksisterende leverandører, der kunne tilbyde upcyclede råvarer fra fødevareindustrien. Vi fandt dog en leverandør, der netop havde lanceret et katalog af bi- og restprodukter fra fødevareindustrien, og der er dét, der indgår i hudplejeserien. Sidenhen har vi set flere og flere på leverandørsiden, som udbyder råvarer fra fødevareindustrien. Vi får flere muligheder og forhåbentligt også billigere priser, så vi kan anvende flere kasserede fødevarer  i vores hudplejeprodukter. I dag er priserne på råvarer fra bi- og restprodukter tilsvarende jomfruprodukter, men det er vores forhåbning, at vi på sigt vil få et større udbud af disse råvarer, så de også bliver billigere at købe.”  

Foto: Selina Juul

Fremtiden for upcyclede råvarer er lys

Marie Bay og Selina Juul ser begge positivt på fremtiden for kosmetiske produkter med indhold af  rest- og biprodukter fra fødevareindustrien. ”Jeg tror ikke det er sidste gang, at vi ser private-label kunder komme med det her behov. Vi har kunne følge en høj interesse i produkterne blandt forbrugerne, og vi forstiller os også, at flere af vores eksisterende private-label kunder vil have interesse i at få produceret lignende produkter,” siger Marie. Selina Juul tilslutter sig dette synspunkt: ”Jeg tror, at anvendelsen af upcyclede råvarer i f.eks. kosmetik vil være stort set standard om 10-20 år. Vi står overfor en fødevare- og biodiversitetskrise, og der vil ikke være råd til at smide ressourcer væk,” lyder det fra Selina Juul.

 

Carl Herting
Skrevet af:

Carl Herting